
Julemagi på Det Kongelige
Juleklassikerne står for tur når Det Kongelige Teater afholder den smukkeste julekoncert 12. december. Dagen efter får vi en rundvisning på DR
Udgivet:15. september 2023, 10.00
Læsetid:3 minutter
Julstemningen kommer bragende, når Det Kgl. Kapel sætter ind med velkendte julesange og vidunderlig musik. Inden julekoncerten skal vi spise en fælles middag. Foto: Det Kgl. teater
Julen er vores mest traditionsbundne tid og flertallet af os jagter følelsen af hygge i topklasse, forventningens glæde og den magiske følelse af fred. Sommetider kan det være svært at få ønskerne indfriet, men på denne tur vil vi alligevel give det et forsøg.
Musikalsk juletradition
Vi tager forskud på julestemningen, når Det Kongelige Teater inviterer indenfor til en hjertevarm, musikalsk juletradition med nogle af de bedste julesange fremført af Det Kongelige Kapel, der forøvrigt er verdens ældste orkester og går helt tilbage til 1448 - og du er velkommen til at synge med. Operasanger Gert Henning-Jensen er vært og næsten garant for en dejlig stemning.
Mød også et feststemt kongeligt kor og de to operasolister Laura Hele Hansen og Kyungil Ko med Magnus Fruyklund som dirigent.
Central indkvartering
Tirsdag 12. december kører vi fra Skive og Silkeborg mellem klokken 08 og 09 og sætter kursen mod København. Undervejs er der frokostsandwich og med passende pauser ankommer vi til hovedstaden.
Indkvartering på vores centraltbeliggende hotel, hvor der er tid til lidt afslapning eller andet inden vi mødes til fælles middag og afgang mod Det Kongelige Teater.
På Gammel Scene venter der os en helt særlig juleoplevelse. En lang række kunstnere fra Det Kongelige Teater fremfører magiske og musikalske øjeblikke på scenen, så stemingen og humøret kommer helt i top.
Efter koncerten kører bussen os tilbage til hotellet.
Morgenmaden er serveret - der er rigeligt af den og den er lækker.

De julepyntede gader
Vi pakker bussen og kører en byrundtur i Københavns julepyntede gader for at nyde de arkitektoniske skatte såsom Amalienborg Slot, Rådhuspladsen, Børsen og Christiansborg Slot, der står majestætisk i bybilledet og minder os om en tid, hvor detaljer og godt håndværk var i højsædet.
Vi fortsætter mod Kongens Nytorv og Nyhavn, der oser af jul med små boder, og skibe pyntet med gran og lys på rælingen. Tid på egen hånd her - eventuelt til en lille frokost.
Lidt senere går turen mod Amager, hvor vi skal på en spændende rundvisning på Danmarks største mediehus, nemlig DR.
En medieby for sig
Inden DR’s programmer rammer sendefladen i dit fjernsyn, er der bag de programmer og studieværter, du kender, et stort hold af mennesker i mange forskellige funktioner, der er med til at få produktionerne udviklet, produceret og sendt ud til dig uanset om du foretrækker at se eller lytte til programmerne. Der sker derfor mange forskellige interessante ting i det store mediehus, som en rundviser tager os med rundt og ser.
Vi forlader hovedstaden midt på eftermiddagen og forventes retur først på aftenen.
Prisen for denne hyggelige juletur er 2395 kroner per person for avisens abonnenter. Ikke-abonnenter er velkommen for 2595 kroner. Eneværelsestillæg på 495 kroner.
Giba Travel er teknisk arrangør.
Inkluderet:
Kørsel i moderne langtursbus
Overnatning på centralt hotel med morgenmad
Frokostsandwich dag et
Billet til Det Kongelige Teaters Julekoncert
Middag inden koncerten
Rundvisning i DR-byen
Byrundtur med bus
Dansk rejseleder på hele turen
