Leder: Velkommen, Barack Obama!

Udgivet:11. juni 2022, 05.22

Læsetid:2 minutter

Hvor du starter, bør ikke afgøre, hvor du ender
Barack Obama

Citatet fra Barack Obama, USA-præsident gennem otte år, der i morgen gæster Skive, passer smukt til en egn med masser af ildsjæle og iværksætterånd. Det er stort og flot, at Barack Obama kommer til Skive for at tale om ledelse, grøn omstilling, iværksætteri, præsidenttiden m.v.

Og glimrende at administrerende direktør for GreenLab Skive, Christopher Sorensen, skal lede samtalen med Obama i koncertsalen i KulturCenter Skive. Der har været bred og flot opbakning til arrangementet, og i Skive Folkeblad - og med ekstra tillæg til Midt På Ugen - har vi mangfoldigt varmet op til begivenheden, som vi følger til dørs. Der er - igen - ekstra synlighed omkring Skive, og når vi ikke kunne få Tour de France-feltet til at komme nærmere Skive end Vejle, så er det da herligt, at der kommer Obama-besøg - og i øvrigt et PostNord Danmark Rundt cykelløb i Salling/Skive i august. Synlighed er godt for en egn!

Som anført af KCS-direktør, Knud Bjerre, kan Obama-besøget i Skive også føre til, at døre åbnes for andre prominente personligheder, der så kan komme til Skive.

Borgernes rolle i et demokrati slutter ikke med din stemme
Barack Obama

Og hans otte år som præsident huskes i høj grad for ønsket om inddragelse af borgerne, ønsket om grundlæggende at samle og ikke splitte borgere og nation, og hans indsats blev en understregning af, hvor forskelligt og hvor grumt det hele blev, da Donald Trump overtog præsidentposten efter Obama. Det viser blot betydningen af, hvem der bor i Det Hvide Hus.

Skiftet til en renere energi-økonomi sker ikke fra den ene dag til den anden, og det vil kræve svære valg undervejs. Men debatten er afgjort. Klimaforandringerne er et faktum
Barack Obama

Det var især i Obamas anden præsidentperiode, at han fik sat øget fokus på behovet for grøn omstilling. Og han var blandt de statsledere, der ikke behøvede at vente på mere information og flere undersøgelser, før han fastlog, at klimaforandringerne »er et faktum«. Blandt andet derfor kom USA også med i den såkaldte Paris-aftale på miljøområdet.

Hvad vi har brug for i Washington er ikke mere politisk taktik - vi har brug for flere gode ideer
Barack Obama

Det budskab gælder unægtelig ikke kun for USA. Følelsen af at taktiske hensyn - frem for gode ideer og samarbejdsevne - er blevet for fremtrædende næsten overalt på kloden. Og jo, i Danmark kunne et meget bredt flertal samles om diverse reaktioner på Ruslands krig mod Ukraine - herunder øget forsvarsbudget og folkeafstemning med fjernelse af forsvars-forbehold - men generelt er der klart en følelse af, at politisk taktik fylder for meget.

Når tiderne bliver hårde, giver vi ikke op. Vi rejser os
Barack Obama

Et citat, der stadig taler lige ind i nutid og fremtid. Krig, corona, klima-trusler og andre udfordringer. Men i stedet for at give op, har det altid været Obamas budskab at, når tiderne er hårde skal man rejse sig, få ideer, handle og sprede håb.

Velkommen til Skive, Barack Obama!

O.D.

Indlæser debat