Dårligt badevand: Kommune advarer mod badning på strand

Allerede nu frarådes badning på stranden i 2023

Udgivet:08. maj 2023, 05.04

Læsetid:1 minut

Arkivfoto

Henrik Bagge
Lokalredaktør

5 måneder siden

BADNING Badesæsonen er ikke engang kommet fra land, inden den første advarsel lyder.

Det er Viborg Kommune, der fraråder badning på Hjarbæk Strand, da badevandet har fået klassifikationen »ringe«.

Og selv om badetøjet de fleste steder stadig befinder sig inderst i klædeskabet, er det værd at notere sig, for badefrarådningen på Hjarbæk Strand gælder for 2023 »og indtil den igen kan opfylde kriterierne,« som advarslen lyder.

Kommunen laver analyser af badevandet hvert år, hvor vandet kontrolleres for indhold af fækale colibakterier og enterokokker.

Kommunen kontrollerer også løbende, om der er alger i vandet, men samtidig genopfrisker man nogle retningslinjer, så man selv kan holde øje med vandet.

Man skal lade være med at bade i områder med mange alger. Algeforekomsten kan variere hurtigt afhængigt af vejrforholdene, så de kan pludseligt være der, også hurtigt efter der er taget prøver.

En tommelfingerregel siger også, at man skal kunne se sine fødder, når man står i vand til knæene.