Asgreen opgiver drøm om enkeltstartstriumf i København

Styrtet i Schweiz Rundt for nylig har forpurret en del af Kasper Asgreens Tour de France-forberedelse.

Udgivet:29. juni 2022, 16.39

Læsetid:2 minutter

Kasper Asgreen vandt kapløbet med tiden om at blive klar til Tour de France, men gik glip af den sidste finpudsning af formen.

/ Ritzau /

KØBENHAVN Håbet om en dansk hjemmesejr i Tour de France-enkeltstarten i København er blevet markant mindre.

Danmarks på papiret bedste kort i disciplinen, Kasper Asgreen, skruer selv voldsomt ned for forventningerne to dage inden den 13 kilometer lange tidskørsel.

Godt nok vandt Asgreen kapløbet med tiden om at komme med på Quick-Steps Tour-hold. Men styrtet i Schweiz Rundt for to uger siden har gjort et stort indhug i hans planlagte forberedelse.

- Desværre føler jeg ikke, at en sejr er et realistisk mål længere.

- Allerede før Schweiz Rundt havde jeg et lille tilbageslag med lidt sygdom. Og med styrtet oveni har mine forberedelser ikke været gode nok, til at jeg realistisk set kan sætte det som et mål, siger Kasper Asgreen.

Ved uheldet i Schweiz fik den tredobbelte danmarksmester i enkeltstart blandt andet et dybt sår i det ene knæ.

Det krævede flere sting og betød, at han var tvunget til at holde pause, netop som Tour-formen skulle finpudses.

- Jeg tog fem-seks dages pause fra cyklen, og da jeg kom tilbage, blev det hurtigt bedre. Jeg har ingen smerter eller andre problemer. Derfor er jeg på startstregen på fredag. Hvis der var nogen risiko involveret, ville jeg ikke være her.

- Min grundform var på plads. Jeg kommer sikkert til at arbejde mig mere ind i Touren, i modsætning til tidligere hvor jeg var i superform fra start, siger Asgreen.

Den 27-årige dansker slår dog fast, at han vil køre alt, hvad han magter i enkeltstarten.

Der bliver ikke noget med at spare på krudtet, selv om det har været hårdt at erkende, at han ikke er absolut topform til etaperne i Danmark.

- Jeg vil køre den bedste enkeltstart, jeg kan.

- Det var et mentalt spark i skridtet. Men man må bare acceptere det og komme videre. Jeg fokuserede kun på at blive klar til starten. Indtil for et par dage siden var det slet ikke sikkert, at jeg ville være her, siger han.

/ritzau/