
Chefredaktør Ole Dall.
I USA var der en Kennedy-klan som prægede amerikansk politik. Herhjemme er der en Hækkerup-klan, som går generationer tilbage, Helt tilbage i 1960´erne/70`erne huskes Per Hækkerup og Grethe Hækkerup og flere kom til. Og også efter Nick Hækkerups farvel til politik sidste år er der stadig en Hækkerup i Folketinget - Fie Hækkerup, socialdemokrat som alle de øvrige fra Hækkerup-familien.
Og så er der Ellemann-dynastiet. Jens Peter Jensen var mangeårigt V-folketingsmedlem, og hans søn Uffe Ellemann-Jensen blev V-formand og udenrigsminister. Hans søn er som bekendt nuværende V-formand og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen. Derudover var Karen Ellemann - Uffes datter - i mange år folketingsmedlem og minister i flere omgange.
Hos Radikale Venste var landsmødet i weekenden måske et farvel på vej til Helveg-epoken i dansk politik. Det er en epoke, der har haft stor betydning og mening for de radikale og for dansk politik.
Kristen Helveg Petersen var minister i flere regeringer i 1960´erne og 1970´erne, sønnen Niels Helveg Petersen var i mange år de radikales leder og både økonomiminister og udenrigsminister, og i næste generation kom så sønnerne Morten og Rasmus Helveg Petersen. Førstnævnte som folketingsmedlem og indtil næste sommer EU-parlamentsmedlem - en post han så har haft i 10 år.
Rasmus Helveg har både været klimaminister og folketingsmedlem - og han forsøgte i weekenden at blive spidskandidat for de radikale til næste års EU-parlamentsvalg, men de delegerede satsede i stedet på en ung og uden for partiet ukendt - Sigrid Friis Frederiksen. Også Niels Helvegs hustru, Kirsten Lee, var i en årrække folketingsmedlem.
Helveg-epoken kan således slutte næste år, selvom nye generationer kan melde sig senere.
Helveg-tankegangen har hele vejen været båret af både visioner og resultat-orienteret samarbejdsvilje. Det er gode pejlemærker.
Niels Helveg Petersen talte om politiske kompromis mellem partier som noget af det smukkeste i folkestyret. Og han evnede flot at se, at et social-liberalt midterparti som de radikale både skal evne at være i regering med - og samarbejde med - partier til højre og venstre. Niels Helveg selv var således både minister i regering med den konservative Poul Schlüter og senere Socialdemokratiets Poul Nyrup Rasmusen. I begge tilfælde med betydelige resultater - og godt for Danmark.
Faktisk har både Hækkerup-dynastiet Ellemann-dynastiet og Helveg-dynastiet været præget af politikere med til tider skarpe holdninger - men samtidig politikere, der ville gå langt for at skabe resultater og forlig gennem nødvendige kompromis.
I dag er der i flere partier alt for lidt lyst til at søge forligs-vejen, og så opnår man ikke koblingen mellem visioner og resultater. Undertiden sniger der sig også elementer af fanatisme eller selvhøjtidelighed ind i partier og hos politikere - det har til gengæld aldrig kendetegnet den Helveg-epoke, som nu synes ved at nærme sig en afslutning.
O.D.
Indlæser debat