Overskuds-metal bliver til bageplader: »Da jeg så dem, tænkte jeg på pizza«

Udgivet:12. november 2019, 06.16

Læsetid:2 minutter

Lasse Englyst og virksomheden Genvirk satser på at genbruge kasseret materiale til ny produktion. Foto: Genvirk

3 år siden

Lasse Englyst Olsen, Skive, indehaver af virksomheden Genvirk i Skive, har sat en ny produktion i gang af genanvendte ting og sager.

Denne gang gælder det bagestål, som han laver af overskydende metal fra maskinproducenten HE-VA på Mors.

- Da jeg først så de her stakkevis af metalplader, tænkte jeg på pizza. Og fandt ud af, at jern faktisk leder varme op til 18 gange bedre end sten. Det gør det velegnet til at bage pizza eller brød i ovnen, men også til at lægge på en grill eller over et bål, siger Lasse Englyst Olsen.

To år efter senere er fødevaregodkendelsen i hus, så opfinderen fra Skive nu kan begynde at omsætte idéen til forretning.

Bagestålet er lavet af runde, flade stålplader, som er afskæringer fra HE-VAs produktion af tromler til landbrugsmaskiner. Virksomheden udskærer hvert år tusindvis af plader, som den ikke kan bruge i sin egen produktion. I stedet for at smelte dem om, kan Lasse Englyst Olsen bruge dem i den form, de har. De er fem millimeter tykke.

- Skærerester skal fjernes, de skal slibes, vaskes og bages med olie, før de er klar til brug. Til gengæld skal der ikke bruges energi på at udskære dem eller transportere metallet frem og tilbage til et stålværk, siger Lasse Englyst Olsen.

Stålet pakker han såmænd ind i overskydende pap fra Skive Folkeblads trykkeri, mens omslaget er et kasseret tryk fra trykkeriet Arco i Skive.

- Genbrug og bæredygtighed er jo meget oppe i tiden, og jeg tror, der er et behov for produkter i høj kvalitet, der er lavet på en energibesparende måde, og som kan holde længe. Det kan jeg både mærke fra almindelige forbrugere, men også fra organisationer og virksomheder, som tænker bæredygtighed ind i deres aktiviteter, siger Lasse Englyst Olsen.

Ifølge Lasse Englyst Olsen er der en god interesse for bagestålet, så der er nok at arbejde med på værkstedet. Her har han sit »bibliotek« af genbrugsmaterialer og eksperimenterer med sin næste skæve idé, hvad end det er en lampe lavet af madrasfjedre, hængende haver af bøjer fra Limfjorden eller nøglemagneter fra aflagte højttalere.

tj

Da iværksætteren Lasse Englyst så de mange overskydende metalplader fra maskinproducenten HE-VA på Mors, tænkte han, at det måtte, der kunne skabes noget nyt og brugbart ud af. Foto: Genvirk