Dropper arrangementer på Torvet: Skivemødet gennemføres - med restriktioner og livestream

Udgivet:11. august 2020, 12.48

Læsetid:1 minut

En af Skive-egnens helt store styrkepositioner er arven efter digteren Jeppe Aakjær. Han er eksponent for en vidtfavnende kulturarv, og den manifesteres især på Jenle. Når journalist Clement Kjersgaard til september vender tilbage til kunstnerhjemmet, er det blandt andet for at diskutere Jenles potentiale med en række kulturpersonligheder. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

Den tredje udgave af Skivemødet, som ved nedlukningen af landet i marts blev udsat til 4. og 5. september, får en helt anden form end de to foregående.

Det skyldes, at regeringen med baggrund i stigende smittetal har besluttet ikke at hæve forsamlingsforbuddet lige nu, og for Skivemødet får det den konsekvens, at samtalerne på årets Skivemøde alene finder sted på Jenle.

- Vi opretter tilmelding for alle arrangementer, og når der er 100 tilmeldte, lukkes der for adgangen til det store telt på Jenle. Der kommer desværre ikke til at foregå noget på Torvet i Skive, for det kan vi næppe styre. Derimod kan man sagtens besøge Fur, som holder åben ø.

Det siger Skivemødets selvudnævnte »pedel«, Søren Vester, Thise.

- Vi livestreamer hele mødet, så alle kan følge samtalerne i sit hjem eller ude på redaktionerne. Vi føler stor forpligtelse til at give plads til gode og udviklende samtaler om et Danmark i balance. Samtidig vil vi ikke være kendt for at sprede corona-smitte. Det skal foregå i ordentlighed, og måske skal vi i et længere perspektiv overveje nye måder at mødes på. Selv om det bliver helt anderledes end i 2019 tror vi på Skivemødet, og vi er heldigvis på Skive-egnen, hvor alt kan lade sig gøre, siger Søren Vester.