112

Politiet med nye spor: Brand hos autoophug alligevel ikke påsat

24. februar 2021, 09.21

Efter grundig efterforskning har det vist sig, at branden i en lagerhal hos Salling Autogenbrug alligevel ikke var påsat.

Det bekræfter efterforskningsleder Christian Toftemark fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det er rigtigt. Vi har haft Dansk Brandteknisk Institut ude for at undersøge brandstedet, og det tyder på, at der er sket en kortslutning, siger Christian Toftemark.

Meget tydede ellers til at begynde med på, at en 49-årig mand fra lokalområdet stod bag.

- Men det er da i den skønneste orden, hvis det er en ulykke frem for en forbrydelse, lyder det fra Toftemark.

Den 49-årige mand er fortsat sigtet i sagen, men sigtelsen bliver på et tidspunkt påtaleopgivet.

I samme omgang blev manden også sigtet for at sætte ild til et tomt hus på Bystedvej i Durup.

Det er han fortsat.

Ifølge efterforskningslederen er huset så nedbrændt, at det ikke har været muligt at lave den samme undersøgelse af brandstedet.

- Men vi efterforsker fortsat branden i huset, siger Christian Toftemark.

Læs også
Retten løslader anholdt mand i brandsag: Ikke nok beviser
Læs også
Ny lagerhal nedbrændt hos auto-ophugger: »Vi skal have det bygget op igen så hurtigt som muligt«