Verner kan ikke se, men har bygget tusindvis af fuglehuse: - Jeg har da alle 10 fingre endnu

Henrik Bagge

Lokalredaktør| heb@fjendsfolkeblad.dk

Han har mange forskellige modeller stående i sit lille værksted, men det foderbræt, han lige nu arbejder på, er en ottekantet model på en stolpe med fod, der også fås til ophængning.

Den liden størrelse på brættet til trods, indgår der med dets særlige form alligevel en pæn dynge sider, søjler og spær i sådan et byggeri.

Det er ikke mere, end at enhver dreven håndværker sagtens burde kunne jonglere de mange delelementer, og det gør en tidligere tømrer fra Vinderup da også uden problemer.

Jeg sætter aldrig fingrene i nærheden af en klinge. Jeg bruger en pind til at skubbe det hele igennem med
Verner Sørensen

Når hans arbejde alligevel kalder på en særlig undren og respekt, skyldes det, at han ikke kan se, hvad han selv laver.

75-årige Verner Sørensen er nemlig fuldstændig blind.

Ramt af grøn stær

Født i 1947 blev Verner Sørensen i 1968 udlært hos Tømrer Bech i Handbjerg, hvor han på traditionel vis arbejdede med træ.

Siden kom han gennem mange år til at arbejde med aluminiumsfacader som rejsende montør for Eiler Thomsen i Holstebro, indtil synet pludselig svigtede og han måtte indstille sit arbejdsliv i 1993.

- Jeg var i forvejen nærsynet, og så fik jeg grøn stær, og den kombination ødelagde nethinden. Så synet forsvandt lige så stille, siger Verner Sørensen.

Det skete gradvist gennem omkring 20 år, og de sidste 10 år har den tidligere tømrer ikke kunnet se en pind. Men det har han lært at leve med.

- Der er ikke så meget andet at gøre, siger Verner Sørensen med et skuldertræk.

Da han som 45-årig kom til at gå hjemme, gav han sig i første omgang i kast med at lave legehuse til haven på omkring et par meter på alle tre led.

- Et voksent menneske kunne stå oprejst inde i dem, og dem har jeg lavet rigtig mange af. Mindst 200, tror jeg. Men da kunne jeg stadig se lidt. Da synet forsvandt helt, stoppede jeg med det, men det var nu lige så meget på grund af alder. Der var jo meget slæb ved det, griner Verner Sørensen.

I stedet søgte han fra haven ind i sit lune værksted, hvor han gav sig til at lave de mere medgørlige fuglekasser og foderbrætter.

Styr på sagerne

Verner Sørensen fik indrettet sit værksted, så han nøjagtig vidste, hvor alting var. Og det gjaldt ikke bare værktøjet.

Også søm, skruer og andet småtteri fandt faste pladser i omkring 50 små skuffer, som han i øvrigt også selv lavede.

- Det lærer man af nødvendighed, og jeg ved altid, hvor jeg har alle mine sager, siger Verner Sørensen.

Og selv om han ikke længere kan se noget, har han bevaret et godt blik for detaljen.

Foderbrættets otte søjler er således også ottekantede og skåret til på Verners kap-/geringssav, mens de otte tagspær med en sømpistol har fået påmonteret otte stykker krydsfiner med selvklæbende tagpap udenpå.

- Så der er mange, små dele og processer i sådan et byggeri, siger Verner Sørensen.

I det hele taget laver han selv alle de emner, der indgår i fuglehusene, når han hjemmevant bevæger sig rundt i værkstedet og betjener både rundsav, tykkelseshøvl og søjlebor.

Han har i fraværet af sit syn simpelthen udviklet en fintfølende sans for både sine maskiner og sine materialer.

- Og jeg har da alle 10 fingre endnu, griner han og viser et par store, stærke hænder frem, inden han uddyber:

- Jeg sætter aldrig fingrene i nærheden af en klinge. Jeg bruger en pind til at skubbe det hele igennem med.

Med flere tusinde fuglehuse langet over disken gennem årene, er kunderne tydeligvis tilfredse med Verner Sørensens arbejde.

Men ifølge ham selv har også fuglene givet ham deres helt eget kvalitetsstempel med på vejen.

- Jeg har jo en del af dem stående til udstilling ude i indkørslen, og der kan stærene godt finde på at bygge i dem, griner Verner Sørensen.

Holder formen ved lige

Verner Sørensen holder sig ikke bare i gang på hjemmeadressen.

Ved siden af sit arbejde i værkstedet, sørger han i den grad for at holde sig i form, når han dagligt både går og cykler.

- Lørdag eller søndag morgen, når der ingen skolebørn er på stierne, går jeg en fast rute på seks kilometer rundt om byen. Jeg har bare min kæp med, og når man kender ruten, kan man sagtens gå sådan en bette tur, siger Verner Sørensen, der aldrig har haft en førerhund.

Han er også i motionscenter i Vinderup hver torsdag, og så tager han hver fredag turen med flextaxa til et fællesskab i Holstebro, hvor de går syv-otte kilometer over et par timer, inden de i yderligere nogle timer spiller noget, der hedder showdown.

Det er i store træk en blanding af bordtennis og airhockey på et 130 gange 300 centimeter stort bord med sider, hvor man skal have bolden under et net og over på modstanderens side og i mål.

Man bruger et fladt træbat til at slå til bolden, som er på størrelse med en tennisbold og indeholder små hagl, så den giver lyd fra sig, når den triller.

Her kan også seende være med, for alle, uanset om man kan se eller ej, skal bære mørkebriller, ligesom man også spiller med en beskyttelseshandske.

Verner og vennerne i Holstebro deltager også i showdown-stævner, og turen gik for nylig et par dage til Fredericia, hvor Dansk Blindesamfund har et kursuscenter.

- Det er så hver fredag om vinteren, vi spiller det. Om sommeren cykler vi hver torsdag i stedet for, siger Verner Sørensen.

Vind i håret

Cyklingen sker i regi af Vestjydsk Tandemklub, som vinterens aktiviteter også sorterer under, og den foregår fra starten af april indtil oktober på tandemcykler med en fast, seende makker.

Verner har gennem otte-ni år dannet par med den 69-årige Ilse fra Holstebro, og han understreger vigtigheden af at have en god pilot, når man ikke selv kan se, hvad der foregår omkring en.

- Hun styrer ikke bare cyklen, hun fortæller også, hvad der sker undervejs, og vi får en vældig snak imens, siger Verner Sørensen.

Distancerne på cykelturene er ikke at spøge med, og det er med at spænde hjelmen og holde kæden stram, når holdet kommer vidt omkring i det danske landskab.

- Sidste sommer cyklede vi på én dag 80 kilometer fra Holstebro til Fur og blev der et par dage, inden vi cyklede hjem igen. Det kan man sagtens. Året før cyklede vi fra Holstebro til Fredericia. Det var 210 kilometer, men så brugte vi også tre dage og et par overnatninger til det, griner Verner Sørensen.

Han har i øvrigt også selv et par tandemcykler stående hjemme i carporten, som han bruger sammen med en lokal, 68-årig pilot.

- Det er vigtigt at komme ud, og jeg sidder aldrig hjemme og keder mig, siger Verner Sørensen, der elsker de lange cykelture med sol eller regn i ansigtet, med vinden i håret og en bankende puls, så man rigtig mærker, at man er i live.

Glasset er altid halvt fyldt

Verner Sørensen har trods sin blindhed ukueligt holdt fast i et optimistisk syn på tilværelsen.

Han synes, han har et godt liv, og han bliver som en gammel cirkushest ved duften af savsmuld, hver gang han træder ind i sit værksted.

- Jeg tilbringer mange timer her, tiden går godt med det, og det betyder rigtig meget for mig, at jeg har det sted. På den måde holder jeg mig i gang hele dagen igennem, siger Verner Sørensen, der aldrig spilder tiden med at have ondt af sig selv.

- Det kan ikke betale sig. Det nytter ikke noget at give op, bare fordi man får et handicap. Og jeg kan jo næsten alt alligevel.