FFolk og kirke: Foråret så sagte kommer

ÅRSTID En meget god beskrivelse af det forår, vi har i år. Det lader vente på sig, og dog nærmer det sig. Med små skridt, men det kommer. Et sikkert tegn derpå er de anemoner, der så småt viser deres hvide hoveder rundt omkring. Og så er overskriften også titlen på Kaj Munks erindringsbog fra 1942. Den Kaj Munk, som har skrevet et elsket digt om anemonen – selv om hans anemone godt nok var blå!

I foråret 1941 var Kaj Munk, der boede i Vedersø i Vestjylland, til begravelse på sin hjemegn, Lolland. På vejen hjem standsede han ved en lille skov, og hentede en favnfuld blå anemoner, der er almindelige på de kanter. Han tog dem med sig hjem til Vestjylland, selv om han ikke var sikker på, at de ville komme igen næste forår. Det skrev han om i digtet »Den blå anemone.«

Og digtet kan forstås på flere planer:

Det kunne handle om Kaj Munk selv, der flyttede som en fremmed plante fra Lolland til Vestjylland, til en ny og ukendt egn.

Digtet blev skrevet under krigen, så det kunne også handle om at blive ved med at håbe på, at freden kan spire igen bagefter.

Men Kaj Munk hentede jo anemonerne på vej hjem fra en begravelse, og derfor er det nærliggende at tro, at han vil fortælle os noget om det håb, vi kan have, midt i døden. Et påskebudskab, et håb om, at livet vil spire frem igen. Og at den opstandelseskraft, vi ser ude i naturen hver gang det bliver forår, den rækker helt ind i vores død.

Anemonen forkynder dermed hvert år Guds vældige skaberkraft og storhed. Den fortæller os om opstandelsen, og at livet er stærkere end døden.

For selvom Kaj Munk tvivlede på, at den kunne slå rod i den magre vestjyske muld, så måtte han jo sande, at den havde overlevet vinteren og den kolde tid nede i jorden:

Hvad var det dog, der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarts

må smeltes ved at se det

den første dag i marts.

Hvad gennembrød den sorte jord

og gav den med sit søblå flor

et stænk af himlens tone?

Den lille anemone,

jeg planted der i fjor.

For denne rene farve

den er mig som en vårens dåb,

den lar mig nyfødt arve

en evighed af håb.

Så bøjer jeg mig da mod jord

og stryger ømt dit silkeflor,

en flig af nådens trone.

Du lille anemone,

hvor er din Skaber stor!

Den lille anemone, der ukueligt stikker hovedet op igen, er en påske-bebuder, akkurat som Jesu tomme grav påskemorgen. Fortæller os, at Guds kærlighed er ny og frisk som foråret.

Skønt jeg må som blomsten visne, skønt min hånd og barm må isne, du jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage. Du betalte syndens sold.

Den tomme grav påskemorgen fortæller os, at der for Jesu skyld venter os en opstandelse til nyt liv, ligesom anemoner, der plantes ud i evigheden. Den tomme grav fortæller os, at selv om vi mennesker kan blive visne i toppen, og vi nærmer os livets efterår, så kan Guds kærlighed lægge sig frisk og blomstrende henover, og give liv af døde.

Påsken giver os håb om, at der venter os en ny forårsdag i Guds rige, hvor vi skal folde os ud i en evig sommer i paradisets blomsterhave.