Gå til hovedindhold
Erhverv

2018 var et vanskeligt år: Stor Skive-virksomhed har underskud for første gang

31-05-2019 KL. 15:34
Empty
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Virksomheden Deif har netop offentliggjort sin årsrapport for 2018, som - for første gang i mange år - viste et underskud.

Det blev et minus på 24,7 millioner kroner efter skat, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Omsætningen landede på 544,7 millioner kroner, hvilket er 12,3 procent lavere end året før.

- Det er bestemt ikke noget, vi er tilfredse med, udtaler Deif-ejer og direktør Toke Foss i pressemeddelelsen.

- Det ligger slet ikke i vores ”DNA” at falde i omsætning – for slet ikke at tale om at levere et underskud. Omsætningsnedgangen og det dårlige resultatet skyldes udelukkende helt specielle omstændigheder i vores joint venture i Kina, der leverer styringer til vindmøller, siger Toke Foss.

Han oplyser, at Deif fik et stort tab, fordi moderselskabet til en af Deifs store kunder gik i betalingsstandsning og trak kunden med ned.

- Dertil kom, at vi helt uventet sent på året måtte konstatere, at en række meget store projekter i Kina ikke kunne gennemføres. Vi var foreskrevet af slutbrugerne og stod klar på startrampen med medarbejdere og materialer, men pga. interne forhold hos kunden blev projekterne udskudt i sidste øjeblik. Utroligt ærgerligt og nogle dyre lærepenge, men sådan kan forretning på disse vanskelige markeder også være engang imellem, siger Toke Foss.

De øvrige områder i DEIF viste fremgang i 2018 - en fremgang, som fortsætter i 2019.

- Det er meget glædeligt at konstatere at vi har fremgang på alle områder i 2019, siger Toke Foss.

- Efter første kvartal ligger både omsætning og indtjening foran budgettet. Vi ser effekten af den omstrukturering, som vi gennemførte sidste år, konstaterer han.

Han glæder sig særligt over, at marinemarkedet, hvor Deif har en stor global markedsandel, er i bedring efter fire års nedtur. Mange nye produkter, som virksomheden har udviklet de seneste år, begynder at sælge godt, og Deif har gavn af den teknologiske udvikling, hvor bl.a. batterier nu indgår i mange af løsningerne – både på land og til havs - hvilket kræver bedre og mere komplekse styringer. Dertil kommer en klart stigende interesse for retrofit og opgradering af eksisterende styringssystemer i fx vindmøller, skibe og nødstrømsanlæg.

- Vi ser frem til udviklingen de kommende år. Med en toptrimmet organisation, spændende nye produkter og gode udsigter på vore markeder, har vi ganske meget at have optimismen i, slutter Toke Foss.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland