Det danske sprog

Morten Rydal tager i lørdagsavisen til genmæle mod , at man i mange sammenhænge lader engelsk fortrænge det danske sprog. Og det skal han have tak for!

Vi har jo nemlig i dag ingen Holberg til at spidde dem, der f.eks. kan finde på at kalde Aakjærskolen for »Aakjær Learningcenter«! Han ville ellers have kunnet skrive en parodi, der var gennemsyret af samme tanke som hans komedietitel »Don Ranudo« – læst bagfra: O, du nar!

Men det danske sprog kan jo desværre også misrøgtes, selv om man bliver inden for dets eget ordforråd. Det sker f.eks., når der konstrueres betegnelser, der skurrer i ørerne ved deres mislyd og får »støj« til at brede sig i vores hverdag. Som f.eks. det udskældte »Muserum« – og den ny betegnelse »Krydsfeltet« for vores gamle museumsbygning.

Det er betegnelser, der øjensynligt er blevet til i en spekulativ hjerne, der arbejder på et skyhøjt manifest-plan, som ikke tager hensyn til almindelige menneskers behov i hverdagen. De får os til at føle os som fremmede i eget hus. Vores brug af sproget bør være præget af en ærlighed, hvor ordene hele tiden bedst muligt dækker den virkelighed der skal beskrives - uden kunstige imponere-fjer . Og hvor ordene er rettet personligt mod den, man henvender sig til. Det danske sprog er en væsentlig del af vores kulturarv, som der må værnes om. Der må ikke pjattes med det, eller sjattes med det, så barnet risikerer at ryge ud med badevandet.

Med venlig hilsen Ingvar Glad, Kirkevej 26 A, 7800 Skive