Leder: Hvor længe endnu, USA?

Udgivet:27. maj 2022, 10.36

Læsetid:3 minutter

Chefredaktør Ole Dall.

Hjerteskærende og chokerende blev 19 skoelelever mellem 5 og 11 år - og to af deres lærere - i tirsdags de seneste ofre for det store svigt i USA: En våbenlovgivning og en kultur-adfærd, der gang på gang medfører masseskyderier og drab på helt uskyldige.

Denne gang var det en lille by, Uvalde, i delstaten Texas, der blev ramt. Morderen var 18 år. Han havde købt to rifler - militærvåben - og 375 stykker ammunition og lagt billeder på sociale medier et par dage før den blodige aktion, der startede med, at den 18-årige skød sin bedstemor, inden han kørte til skolen. Gerningsmanden blev dræbt af politiet, men på det tidspunkt var tragedien en realitet.

Præsident Joe Biden nøjedes i en kommentar ikke med at udtrykke medfølelse med ofre for det seneste masseskyderi. Meget præcist og prisværdigt spurgte han:

- Hvor mange skolebørn skal se deres venner dø, som var de midt på en slagmark? Og hvor i Guds navn er den rygrad, der giver os mod til at stå op over for lobbyisterne?

Og netop våben-lobbyister - anført af organisationen National Rifle Associatian (NSA) i kombination med ikke mindst republikanske politikere som Donald Trump i spidsen - har et kæmpe ansvar for, at der ikke kommer indgreb mod den lette og frie adgang til våben i USA.

NSA har årsmøde i denne weekend, og Donald Trump vil tale for denne våben-organisaation. I stedet for færre våben har politikere som Trump talt for flere våben - herunder bevæbnede lærere - i stedet for at tage fat på at få våbenlovgivningen til at minde om, hvad vi har i de europæiske lande. Og få skabt en ny kultur i forhold til våben.

Udfordringen i USA er blandt andet, at retten til at bære våben går helt tilbage til et tillæg til den amerikanske forfatning fra 1791. Højesteret har flere gange bekræftet retten til at bære våben, men hvis viljen var til stede kunne der selvfølgelig indføres regler, der i det mindste kunne forhindre nedskydninger med automatvåben og i det hele taget starte en ny kurs i det amerikanske samfund med afstandtagen til den våben-fascination, der igen og igen medfører blodige tragedier.

Det er også en mentalitet og en kultur, der skal gøres op med. Og i stedet for at forsvare alles ret til at bære våben - stort set uden begrænsninger - burde den politiske verden i USA gå forrest for at ændre en livsfarlig kultur, der er så langt fra, hvad vi her i Europa opfatter som normalt.

Den kultur ændres ikke fra dag til dag. I en tv-reportage fra staten Texas kunne man - efter massenedskydningen forleden - opleve folk, der stod i kø for at afgive blod på hospitaler. En mand - med pistol- var klar til at afgive blod, men han ville samtidig ikke høre tale om, at der var behov for våbenrestriktioner i et land med en umådelig lempelig våbenlovgivning...

Men selvom National Rifle Assiciation og Donald Trump vil kæmpe videre mod effektive begrænsninger i adgangen til våben, så må det håbes, at behovet for en langt strammere kurs vinder frem. 19 skoleelever, 19 skønne børn, og to lærere var de seneste ofre for, at amerikanske politikere så længe har holdt sig tilbage med nødvendig lovgivning og bidrag til en kulturændring.

Hvor længe endnu, USA?

O.D.

Indlæser debat