112

Lort gik op i røg: Mødding i brand

Ingen er kommet noget til ved brand på gård

12. juni 2021, 15.58

UDRYKNING Lørdag ved 15.30-tiden var der stor udrykning til en gård lige uden for Rødding by.

Fordi meldingen lød på gårdbrand, rykkede Nordvestjyllands Brandvæsen ud med hele to køretøjer fra henholdsvis Balling og Skive.

Heldigvis gik det ikke så galt, og hverken dyr eller mennesker er kommet noget til.

Indsatsleder Jesper Ørum fortæller, at man på gården var ved at brænde noget træ af, men ilden tog pludselig fat i en mødding. Derfor skyndte man sig at alarmere brandvæsnet, da man var bange for, at ilden på møddingen ville få fat i det nærliggende udhus.

Jesper Ørum fortæller, at man på gården havde godt styr på branden, da brandbilerne nåede frem. Og brandmændene fik hurtig slukket den sidste ild.

Udhuset var i øvrigt tomt, så der har ikke umiddelbart været dyr i fare.