Officielt: Flere coronarestriktioner løftes fra søndag

Folketingets Epidemiudvalg godkender regeringens indstillinger til restriktioner

12. januar 2022, 19.56

CORONA Folketingets Epidemiudvalg har godkendt alle regeringens indstillinger til coronarestriktioner. Det oplyser udvalgets formand Kirsten Normann Andersen (SF).

Det betyder, at en række restriktioner for kulturlivet løftes fra og med søndag.

Derfor får blandt andet biografer, teatre og højskoler mulighed for at genåbne med et loft på antal af publikum.

Samtidig er det besluttet, at deltagerloftet bliver på 500 siddende publikummer ved indendørs aktiviteter, og ikke 350 som Epidemikommissionen havde anbefalet.

- Der er stadigvæk mange, der gerne havde set, at vi gik endnu videre. Det vil vi også gerne. Men der er også grænser, når vi skal se på helheden, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på et coronapressemøde onsdag aften.

Omvendt fortsætter en række restriktioner i nattelivet.

Epidemikommissionen har indstillet, at de restriktioner som fortsætter, foreløbigt skal gælde januar ud.

Det betyder, at blandt andet diskoteker og natklubber fortsat er lukkede.

Der må ikke være flertal imod en beslutning i Epidemiudvalget.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vurderer Epidemikommissionen, at der formentligt er behov for restriktioner efter 31. januar også.

/ritzau/