Lastbilchauffør overså bil: Nu kan begge ende med sigtelser

24. juni 2021, 13.26

POLITI En chauffør af en lastbil med anhænger på gjorde egentlig det rigtige til at starte med. I krydset ved Møgelvangvej og Djeldvej ved Djeld havde han fuldt stop, og han holdt derfor stille. Da han satte i gang igen overså han alligevel en bilist, der kom kørende ad Møgelvangvej mod øst.

Der skete et sammenstød, og bilens fører - en 32-årig mand fra Lemvig blev kørt til tjek på Herning Sygehus. Politiet vurderede, at selvom manden var uskyldig i sammenstødet, så var han måske påvirket af alkohol eller stoffer. Han fik foretaget en blodprøve, og politiet venter nu svar på den, før de ved, om han skal sigtes for noget.

Den 54-årige mand fra Ikast, der kørte lastbilen er blevet sigtet for en vigepligtsforseelse.

Det var onsdag klokken 17.14, at der blev brug for politiets indsats i Djeld.