Tyrkiet: Klar til at tale Nato med Finland og Sverige
Tyrkisk bekymring for Sverige og Finland i Nato, men klar til at tale medlemskab, siger udenrigsminister.
Udgivet:14. maj 2022, 20.10
Læsetid:1 minut
Tyrkisk bekymring for Sverige og Finland i Nato, men klar til at tale medlemskab, siger udenrigsminister.
Udgivet:14. maj 2022, 20.10
Læsetid:1 minut
Mevlut Cavusoglu, den tyrkiske udenrigsminister, er blevet en hovedperson ved det uformelle topmøde i Berlin for Natos udenrigsministre, fordi Tyrkiet kritiserer et eventuelt finsk og svensk medlemskab af Nato.
BERLIN Tyrkiet er parat til at tale med Finland og Sverige om deres eventuelle ansøgninger om at blive Nato-lande.
Også selv om Tyrkiet har beskyldt dem for at huse terrorister.
Det siger Tyrkiets udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, ved ankomsten til et uformelt møde for Natos udenrigsministre i Berlin lørdag aften.
- Et stort flertal af den tyrkiske befolkning er imod, at disse lande, der støtter terrororganisationen PKK, skal være medlemmer, siger han.
- Men det er spørgsmål, som vi må tale om med vore Nato-allierede og med disse lande, tilføjer Cavusoglu.
Finland og Sverige er i en proces, hvor de muligvis kun er et par dage fra at meddele, at de opgiver deres neutralitet og i stedet søger om at blive Nato-lande.
Det skyldes den uvished, som Europas sikkerhed er kastet ud i efter Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar.
Både den finske og den svenske udenrigsminister er med ved det uformelle topmøde i den tyske hovedstad.
Reuters skriver, at udenrigsminister Cavusoglu ved sin ankomst sagde, at de skandinaviske landes støtte til den kurdiske organisation PKK er "uacceptabel og oprørende".
- Problemet er, at disse to lande åbent støtter og engagerer sig med PKK og YPG. Det er terrororganisationer, der har angrebet vore soldater hver dag, siger han.
/ritzau/AFP