Fur

Generationsskifte: Turistkontor i nyt samarbejde med Fur Event

Ankermand går på pension, og unge kræfter kommer til

23. oktober 2021, 06.57

Turisterne på Fur vil blive betjent af nye kræfter fra næste år. Samarbejdet med Fur Event skulle gerne give endnu bedre mulighed for at guide øens turister. Arkivfoto

TURISME Fra næste år kommer der til at ske forandringer på Turistkontoret på Fur. Kombinationen af, at kontorets faste ankermand Arved Michelson ved årsskiftet har ønsket at gå på pension, samt de strukturelle ændringer, der er en følge af Destination Limfjordens oprettelse, betyder, at turistkontoret går nye veje.

Turistkontoret på Fur vil nemlig fra 2022 indgå et samarbejde med Kenneth og Marie Ladefoged fra Fur Event. Både Turistforeningen og Fur Event, der lejer sig ind, vil dermed være aktive på kontoret på Fur fra næste år.

Marie og Kenneth Ladefoged er blandt øens »tilbageflyttere« - forstået på den måde, at Marie er barnefødt på øen, men efter en periode på fastlandet har valgt at vende tilbage til øen med mand og børn.

For øens gæster betyder det nye samarbejde flere nye aktivitetsmuligheder samt udlejning af eks. paddleboards fra kontorets område.

Turistkontoret vil fortsat guide gæsterne, når det gælder øens mange restauranter og gallerier. Når det gælder spise- og udskænkningsstederne, melder de tilbage til turistforeningen og fortæller, om der er udsolgt. Det betyder, at man på turistkontoret kan guide gæsterne hen, hvor der er plads.

Lige nu arbejder Arved Michelsons med at tilrettelægge årgang 2022 af Fur Østsalling Turistguiden, der udkommer ultimo januar 2022.

Arved Mihcelsen træder herefter ind i en ny epoke i sit liv, hvor vægten vil blive lagt på guidning af lystfiskerture i Limfjorden samt foredrag. Han har sommerhus på Fur og vil også fortsat være en del af øens aktive foreningsliv.

Formanden for Fursund Turistforening, Jørgen Ruby, fortæller, at det er en enig bestyrelse der bakker op om samarbejdet, og at man glæder sig til fortsat af have 100 procent fokus på at yde øens gæster den bedst mulige service.

TJ

Indlæser debat