112

Politirapporten: 46-årig fik kastet stol i ansigtet og gæst kastede glas efter bartender

Politiet opfordrer gerningsmanden til at henvende, da hans identitet er kendt

Udgivet:05. december 2022, 12.17

Læsetid:2 minutter

Arkivfoto

Pauli Vendelbo
Journalist| pv@skivefolkeblad.dk

2 måneder siden

112

46-årig mand fik kastet stol i ansigtet

Fredag eftermiddag klokken 13.09 opstod der tumult ved Skuret på Theaterpladsen i Skive.

- To mænd var kommet op at skændes, og det endte med, at den ene kastede en stol mod ansigtet af den anden. Det var en 46-årig mand fra Skive, der fik kastet en stol mod sig, men han nåede at få afværget stolen med sin ene arm, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Gerningsmanden var væk, da politiet kom frem, men Niels Bach fortæller, at politiet er bekendt med mandens identitet.

- Så hvis han ikke selv henvender sig til os, tager vi kontakt til ham, lyder det.

Gæst kastede glas efter bartender

Klokken 02.11 natten til lørdag skabte en mandlig gæst uro på et værsthus i Torvegade i Skive.

- Vi blev kaldt derned, da gæsten havde kastet et glas efter bartenderen, som heldigvis nåede at dukke sig, så vedkommende ikke blev ramt. Og forinden da havde samme gæst slået ud efter andre på værtshuset, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Da politiet kom frem, var gerningsmanden forsvundet, men politiet arbejder videre med sagen.

Chauffør havde lovet at holde sig ædru, men var påvirket af alkohol og stoffer

Klokken 03.56 natten til lørdag standsede politiet en 25-årig mandlig bilist fra Skive, da han kom kørende i Jyllandsgade i Skive.

- Både alkometertesten og narkometertesten var positiv, så han bliver sigtet for begge ting. Han forklarede, at han var chauffør for nogle venner, og han havde lovet dem, at han ville holde sig ædru. Det lykkedes ikke særlig godt, fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Manden erkendte spirituskørsel, mens han nægtede narkokørsel.

Tre indbrud i Vinderup

I løbet af slutningen af sidste uge skete der tre indbrud i Vinderup.

- Første indbrud skete fra torsdag til fredag på Vesterlund. Her var der brudt en terrassedør op til en villa, hvorefter gerningsmændene var rundt i hele huset. Der er ikke en opgørelse over, hvad der er stjålet endnu, siger politikommissær Lilian Jensen fra lokalpolitiet i Holstebro.

I samme tidsrum skete der også et indbrud i en villa på Vindelevgård.

- Her blev der først forsøgt at bryde en terrassedør op, men gerningsmændene endte med at bryde et vindue op, hvorefter de stjal en kikkert og en tablet, siger Lilian Jensen.

Og endelig har der været ubudne gæster på en adresse på Bjertparken.

- Her er det endnu uvist, hvad der er blevet stjålet, men vi har en formodning om, at det kan være samme gerningsmænd, der har begået alle tre indbrud, siger Lilian Jensen.