Valgfrihed uden forbehold

Udgivet:18. maj 2022, 13.36

Læsetid:1 minut

Orla Østerby.

Af Orla Østerby medlem af Folketinget

AFSTEMNING Danmark har en vigtig beslutningsfrihed at vinde og Europas fælles sikkerhed at styrke, hvis vi stemmer Ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet den 1. juni.

Det danske Folketing er frit stillet til militært at tilslutte os de fredsbevarende NATO- og FN- missioner, Danmark har interesse i at støtte. Men vores allernærmeste samarbejdspartnere i EU siger vi i kraft af Danmarks forsvarsforbehold på forhånd nej til i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Da står vi udenfor. Som det eneste NATO-land blandt EU’s medlemmer står vi uden indflydelse på, hvor og hvordan EU går i aktion – og om vi egentlig gerne ville være med. Til at bevare freden i Bosnien eller til at beskytte handelsflådens sejlruter omkring Afrikas horn, for eksempel.

Jeg mener, det er i Danmarks og Europas interesse, at vi sidder med ved bordet og lader vores stemme høre, hvor beslutningerne træffes. Det er og vil altid være Folketinget, som afgør, om danske soldater måtte blive sendt på mission; det gælder også eventuelle fremtidige indsatser under EU.

Hverken verden eller Danmark går under, hvis vi fortsat holder os uden for indflydelse og deltagelse, men jeg mener, vi kan gøre en større positiv forskel for fred og sikkerhed ved at slutte os til et aktivt samarbejde med vores nærmeste.

EU udspringer af de første seks lande i Kul- og Stålunionens ønske om at sikre fred og stabilitet på et krigshærget kontinent gennem samhandel og stærke fælles interesser. Lad os bevare det ønske, lad os styrke det arbejde, lad os deltage i det europæiske forsvarssamarbejde.

Stem Ja 1. juni.

Indlæser debat