Nærkontakt til omikron-smittet opsporet: Fem ansatte på kommunalt center sendt i isolation
Fem medarbejdere på centret er nu sendt i isolation
Udgivet:06. december 2021, 09.59
Læsetid:1 minut
Fem medarbejdere på centret er nu sendt i isolation
Udgivet:06. december 2021, 09.59
Læsetid:1 minut
Arkivfoto
CORONAVIRUS I weekenden fik en medarbejder på Rusmiddelcentret i Skive den ubehagelige besked, at hun er nær kontakt til en smittet med omikron-varianten.
Medarbejderen, der således er nær kontakt, har alene været på arbejde en enkelt dag i sidste uge.
Det skriver Skive Kommune i en pressemeddelelse.
Søndag blev den pågældende kontaktet af Smitteopsporingen, og arbejdet med at opspore nære kontakter gik straks i gang, oplyser Skive Kommune.
Ved omikron-varianten skal nære kontakter i både første og andet led gå i isolation. Så selv om medarbejderen på Rusmiddelcentret ikke selv er testet positiv med covid-19, skal de kolleger, hun har arbejdet tæt sammen med, altså også isoleres.
- Heldigvis var den pågældende medarbejder kun på arbejde en enkelt dag i sidste uge, hvor hun hovedsageligt arbejdede administrativt. Så der er ingen borgere, som har været i nær kontakt med den pågældende, og kun fire af hendes kolleger skal nu i isolation, fortæller sundhedschef Trine Brøcker.
Rusmiddelcentret åbnede som sædvanligt mandag morgen, både med medicinudlevering og samtaler.
Det må dog forventes, at nogle borgere vil blive tilbudt en ny tid, da fem medarbejdere i isolation ikke kan undgå at medføre både forsinkelser og ekstra travlhed hos kollegerne.