Gå til hovedindhold
Erhverv

32 rækkehuse i område med bevaringsværdige træer: »Er de en hindring, kan de godt fjerne et træ«.

05-09-2020 KL. 08:22
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

Ejendomsselskabet Salling A/S ved John Østergaard i Sundsøre ønsker at opføre 32 rækkehuse i den sydlige del af Roslev, men det kræver en ny lokalplan.

I dag ligger der en ejendom på Sønderkær, hvor boligerne skal ligge, og på størstedelen af arealet er der i dag landzone.

Ud over at ændre området fra landzone til byzone - og dermed en udbygning af Roslev by, er der også en række andre forhold, der spiller ind på det nye boligområde.

Blandt andet er der et beskyttet dige i skellet mod vest. I samme retning ligger kirken, og det betyder, at der er en såkaldt kirkebyggelinje, hvor der ikke må være bygninger, der er højere end 8,5 meter.

I det foreløbige lokalplanforslag, der efter et par politiske behandlinger mere skal sendes i offentlig høring i otte uger, er adgangen til den offentlige vej angivet til at være fra Sallingsundvej, hvor den nuværende gård har grusvej ud til. En nabo til det nye boligområde har dog foreslået, at der også laves en alternativ vej ud fra området, fordi naboen frygter, at det vil give en trafik med kun en udkørsel fra området. Det har forvaltningen dog ikke skønnet hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt.

I lokalplanforslaget bliver der også gjort opmærksom på en hel del bevaringsværdige træer. En ægte kastanje og et valnøddetræ i haven, et stort lindetræ i gårdspladsen og en hel allé-række af bøgetræer langs grusvejen til gården.

Ifølge lokalplanforslaget er træerne bevaringsværdige, fordi de med deres størrelse og alder giver området karakter. Det bliver også vurderet, at de har mange år i sig endnu, hvis de ikke bliver forstyrret af gravemaskinernes skovle. Formentlig vil de kunne klare 2-300 år endnu. Det samme gælder lindetræet i gårdspladsen. De to træer i haven er biologisk set spændende for området, fordi de står på deres nordlige grænse af deres normale udbredelse.

De træer vil politikerne i Teknik- og Miljøudvalget også gerne bevare.

- De skal søges bevaret, men vores holdning er også, at er de træer en hindring for byggeriet, så kan de godt fjerne et træ. Det skal være så fleksibelt som muligt, siger formand Jens Peder Hedevang (V).

Lokalplanen er opdelt i to områder. Et med tæt, lav bebyggelse og et andet til rekreativt formål, og det er meningen, at rækkehusene er placeret rundt langs kanten af området med et centralt fællesområde i midten.

Foreløbig har Teknik- og Miljøudvalget godkendt, at forslaget kan sendes i høring, og så snart det er behandlet i økonomiudvalg og byråd, bliver det sendt i høring i otte uger.

 

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland