Corona har ramt hårdt: Skive Awards-arrangør er gået konkurs

2. november 2020, 14.36

- Kodeordet er sammenhængskraft. Vi vil gerne trække tråde til BigBlue, Innovation Skive, Rent Liv og så videre. Det skal være hele byens arrangement, siger idémand Charlotte Danefeld. Arkivfoto: Lindy Jørgensen

Fremtiden for Skive Awards er lige nu usikker, efter Oplevelsesfabrikken ApS med Charlotte Danefeld i spidsen er begæret konkurs.

Oplevelsesfabrikken har stået for afviklingen af Skive Awards de seneste år, men kommer altså ikke til det fremover.

- Jeg har et stort hjerte for arrangementet og har lagt over 500 frivillige timer i det over de seneste to år. Men om jeg byder ind på opgaven igen afhænger af, hvad mit arbejdsliv ellers byder på

I 2018 sagde Charlotte Danefeld, Højslev, farvel til Skive Festival efter syv år som PR-ansvarlig og medarrangør, og i stedet kastede hus sig ud i sit eget projekt med Oplevelsesfabrikken ApS.

- Min indre entreprenør vil ud, ligesom mine skuffeprojekter trænger til at se dagens lys, sagde Charlotte Danefeld for et par år siden.

Men nu er Oplevelsesfabrikken ApS under konkursbehandling ved skifteretten i Viborg, efter en konkursbegæring blev modtaget i slutningen af september.

- Oplevelsesfabrikken var en succes i begyndelsen, og i efteråret 2019 blev der ansat medarbejdere. Desværre mistede Oplevelsesfabrikken 100 procent af sin omsætning efter regeringen lukkede landet i marts, og vi blev kun kompenseret for 20 procent. Oplevelsesfabrikken har ikke siden august kunnet søge hjælpepakker, og eftersom regeringen har strammet forsamlingsforbuddet yderligere siden august, kan en virksomhed, som lever af at samle mennesker i festligt lag, selvsagt ikke overleve, siger Charlotte Danefeld.

I løbet af de to år, Oplevelsesfabrikken ApS nåede at eksistere, stod virksomheden blandt andet for afviklingen af Skive Awards, ligesom der blev etableret Ledernetværket.

Ifølge Charlotte Danefeld kan Ledernetværket som koncept føres videre i anden virksomhed og med succes og stigende medlemstilgang.