Gør døren høj og porten bred

Udgivet:23. maj 2022, 11.43

Læsetid:2 minutter

EU-modstandere fik ikke lov til at markere sig. Privatfoto

Af Jens Chr. Jensen. formand Skive komiteen mod EU Ø.Grønningvej 24, 7870 Roslev

SKIVEMØDET Journalisten Thomas Johansen, har fået en hel del galt i halsen i sin artikel Mette og Søren stemte i med et rungende »ja« - nej sigerne luskede af (skf 21/5).

Thomas indleder sin artikel »uden forbehold« - og det er netop her at problemet ligger. Vi var tre fra Skive komiteen mod EU som ønskede at påpege det uhensigtsmæssige i at debattere forsvarsforbeholdet, uden at invitere nogen, som ønsker, at Danmark bevarer det militære forbehold i EU, når vi er midt i en folkeafstemning. Man skal da vist være en meget dygtig »sportsjournalist« for at citat: nej-sigerne tabte 2-0 i teltet – holder vand!

Nej-sigerne luskede af skriver du videre i overskriften. Det er ikke korrekt. Kort fortalt kom projektlederen Lise Korsgaard sammen med to betjente, hun mente at det var »uhensigtsmæssigt«, at vi var på pladsen. Vi tre argumenterede selvfølgelig for vores grundlovssikrede ret til at ytre os. På kommunal grund! Offentlig strand!

Da politiet insisterede på at vi skulle flytte os 300 meter ud mod fjorden, afslog vi det (vi havde ingen waders med). Vi kunne så nøjes med at gå ned på sandstranden eller alternativt stå udenfor hovedindgangen, hvad vi som gode lovlydige borgere efterkom.

Det skal understreges, at der på intet tidspunkt blev nævnt noget om, at PET (som passer på statsministeren) ønskede os fjernet – det ville også være underligt fordi statsministeren og Søren Gade ankom og forlod stedet på den anden side af det store telt. Så det må være en efterrationalisering fra projektlederens side. Vi pakkede herefter vores materialer sammen og gik i god ro og orden om til hovedindgangen, hvor vi fortsatte vores lille happening.

Dog måtte vi først oplyse om navn og personnummer. En ret speciel oplevelse da vi jo ikke betragter os selv som »kriminelle«.

Lidt sørgeligt da Skivemødet ellers er et godt initiativ og er blevet langt mere folkeligt – så fortsæt af det spor næste år og husk: Gør døren høj og porten bred. Vi er bedst tjent med at meninger brydes!

Fortsat god valgkamp

Svar: Undertegnede har ganske vist virket som sportsjournalist, men mener nu alligevel at kunne stå på mål for vendingen om, at det blev 2-0 til ja-sigerne i teltet, i og med, at statsminister Mette Frederiksen og Søren Gade begge ytrede sig fra scenen om fordelene ved et Danmark uden forsvarsforbehold, mens ingen talte for det modsatte. Det var egentlig blot dette faktum, jeg forsøgte at omsætte til matematik. Udtrykket »luske af« har flere betydninger, hvilket jeg burde have tænkt på. I artiklen blev det forsøgt brugt i betydningen »gå slukøret bort efter en skuffelse«. tj

Indlæser debat