55-årig fodgænger ramt af bil i kryds i Ølstykke

Kvinde blev i kritisk tilstand bragt til Rigshospitalet efter trafikuheld i Ølstykke mandag middag.

Udgivet:18. januar 2022, 00.56

Læsetid:1 minut

/ Ritzau /

ØLSTYKKE En 55-årig kvinde er i stabil tilstand, efter at hun mandag ved middagstid blev ramt af en bil i et kryds i Ølstykke. Det oplyser Nordsjællands Politi.

- Kvinden blev ramt så voldsomt, at hun fløj gennem luften. Hun blev bragt til Rigshospitalet i kritisk tilstand, men efterfølgende har vi fået at vide, at hun er i stabil tilstand, siger vagtchef Michael Dalby fra Nordsjællands Politi.

Kvinden kommer fra Ølstykke. Uheldet skete i krydset mellem Nye Toftegaardsvej og Østersvej, og det blev anmeldt klokken 12.19.

- Kvinden kommer gående, da hun bliver ramt af en bil, der skal svinge til venstre, siger vagtchefen.

Bilisten kom ikke noget til i uheldet.

/ritzau/