Medicinalbranche: Drop af patenter kan give dårlige vacciner

7. maj 2021, 08.15

Lægemiddelindustriforeningen i Danmark mener, at en ophævelse af patenter vil gøre det mindre attraktivt at udvikle vacciner i fremtiden. (Arkivfoto)

Selv om der er mangel på coronavacciner i øjeblikket, vil det ikke løse alle problemerne at ophæve patenterne, så fabrikker verden over kan begynde at producere.

Sådan lyder det fra Lægemiddelindustriforeningen (LIF), der er brancheorganisation for en lang række af de store medicinalselskaber i Danmark.

Det gælder blandt andet en række af de selskaber, der har udviklet vacciner - herunder Pfizer, AstraZeneca og Janssen, der er ejet af Johnson & Johnson.

- Man risikerer, at råmaterialer, der allerede er meget efterspurgte, bliver opkøbt af fabrikker, der ikke har de nødvendige kompetencer til at producere vacciner på sikker og godkendt vis, siger viceadministrerende direktør Henrik Vestergaard.

- Det åbner lige pludselig en dør til usikre og forfalskede vacciner, og det må ganske enkelt ikke ske, siger han i en skriftlig kommentar.

USA meddelte onsdag, at det støtter en plan om at ophæve patenter på coronavacciner under pandemien. Det vil i så fald gøre opskriften tilgængelig for alle, mens pandemien står på.

Efterfølgende har EU-Kommissionen bakket op om at se på forslaget. Det samme har statsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg synes, det er en utrolig spændende melding, der er kommet fra den amerikanske regering, og det skal vi selvfølgelig kigge på, sagde hun torsdag aften til DR.

Henrik Vestergaard påpeger desuden, at man vil gøre det mindre attraktivt for virksomheder at kaste penge efter udvikling af vacciner, næste gang der er en pandemi, hvis man ophæver patenter.

LIF er enig i, at der skal produceres langt flere vacciner.

Henrik Vestergaard fremhæver, at verdens samlede vaccineproduktion allerede er tredoblet, og at der inden årets udgang vil være produceret ti milliarder doser coronavacciner.

Han mener, at løsningen på problemerne er, at der bliver indgået flere frivillige aftaler mellem de virksomheder, der har udviklet vacciner, og virksomheder, som kan hjælpe med at producere dem.

Sådanne aftaler er der allerede indgået en stribe af blandt de selskaber, der har godkendte vacciner på markedet.

- Derfor bør vi fremfor alt fokusere på at fjerne eventuelle barrierer for nye og effektive partnerskaber, sørge for et frit flow af råmaterialer rundt i hele verden og fortsætte forskningen, så vi kan videreudvikle og forfine de eksisterende vacciner og udvikle nye, siger han.

/ritzau/