Røg væltede frem bag skab på plejehjem: Personalet fik 10 beboere ud

Personalet reagerede hurtigt, og det samme gjorde brandvæsenet. Efter alt at dømme var en kortslutning årsag til branden

Udgivet:15. april 2022, 14.21

Læsetid:1 minut

Ingen beboere kom til skade i forbindelse med branden på Sevel Alderdomshjem. Arkivfoto: Signe Goldmann/Ritxzau Scanpix

Thomas Johansen
| tj@skivefolkeblad.dk

BRAND En brand, som formentlig er opstået i nogle el-installationer, betød fredag middag, at personalet på Sevel Alderdomshjem valgte at evakuere 10 beboere fra hjemmet.

Personalet ringede 112, og kort efter kom Nordvestjyllands Brandvæsen og Midt- og Vestjyllands Politi til stedet.

De kunne i fællesskab konstatere, at branden sandsynligvis var opstået i nogle el-installationer bag et skab på et af værelserne. Der var dog mere røg end egentlig brand på værelset, og brandvæsenet fik hurtigt ilden slukket, inden den for alvor fik fat i møblerne på værelset.

Vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi, politikommissær Anders Bøge Hansen, roser personalet for deres resolutte indsats for at sørge for at få beboere, som bor i den del af bygningen, hvor branden opstod, ud i en fart.

Nogle af beboerne blev efterføgelgende tjekket for røgforgiftning, men ingen havde lidt overlast,

Røg- og sodskader lykkedes det stort set at begrænse til det værelse, hvor branden opstod. Derfor kunne beboerne hurtigt bringes indenfor igen.

Også indsatsleder Morten Würtz Gräs, Nordvestjyllands Brandvæsen, har ifølge TVMidtvest stor ros til personalet.

- Det er afgørende med personale, der ved, hvad de skal, og som bare rykker. Jeg har også rost dem. Det er bare rigtig flot arbejde, siger indsatslederen.