Voldtægtstiltalt ændrer forklaring: Indrømmer sex med 16-årig pige

Udgivet:25. januar 2017, 06.27

Læsetid:2 minutter

Pauli Vendelbo
Journalist| pv@skivefolkeblad.dk

6 år siden

Den ældste af de to syriske mænd fra Skive der står tiltalt for blandt andet fuldbyrdet voldtægt af en 16-årig pige i anlægget i Skive, har ændret forklaring.

Nu erkender, at han har været sammen med den 16-årige pige, der er fra Aalborg-kanten.

Det skete, da retssagen mod de to unge mænd tirsdag gik i gang ved retten i Viborg

Den 20-årige, der er tiltalt sammen med en 18-årig landsmand, har ellers tidligere flere gange fortalt, at han ikke havde haft sex med den 16-årige pige den nat.

På retssagens første dag sagde han dog, at han havde haft sex med hende, men at han ikke turde fortælle det, da han var bange for sin fars reaktion.

Men de tre måneder i fængslet havde fået ham på andre tanker, så derfor valgte han at fortælle sandheden, sagde han i retten.

Også den 18-årige erkendte at have haft sex med den 16-årige pige, men begge nægter dog, at der var tale om en voldtægt.

Begge hævdede i retten, at pigen gerne ville have sex, og derfor nægter de sig skyldige.

Ifølge forklaringerne mødte de tre hinanden ude foran et pizzeria på Nordbanevej, efter de var blevet smidt ud af diskotek Havana, da de ikke kunne fremvise gyldigt id-kort.

Den 16-årige pige havde så spurgt, om hun måtte få en cigaret, og det måtte hun gerne. Derefter gik de tre sammen om i anlægget, og der forklarede de tiltalte, at den 16-årige pige skulle have spurgt den 20-årige, om han ville have sex med hende.

Det var den 20-årige med på, og det skete på en betonklods i den nederste del af parken tæt ved museet.

Mens den 20-årige havde sex med pigen, spurgte han hende, om hun var klar på en trekant, så den nu 18-årige kammerat kunne være med.

Og det skulle hun ifølge de tiltaltes forklaringer have sagt, at hun var ligeglad med.

Derefter havde også den 18-årige sex med pigen. I anklageskriftet står de to mænd tiltalt for at have udnyttet pigen, der var stærkt beruset, og som faldt i søvn under samlejet, der varede i cirka en halv time.

Den ældste af to mænd er også tiltalt for at have udnyttet pigen til oralsex. Det var pigens mor, der anmeldte den formodede voldtægt til politiet tre timer efter gerningstidspunktet.