Um-chi, um-chi, um-chi: Politiet måtte skrue op for tilstedeværelsen, for at få skruet ned for musikken

Selvom sommervejret er forbi, fortsætter regnen af klager over høj musik

1. august 2021, 16.22

Soundbokse er blandt andet populære fordi de kan spille rigtig højt. Det er også årsagen til at de er upopulære ... Arkivfoto: Martin Ballund

STØJ Politiet måtte lørdag aften tre gange rykke ud, fordi de var blevet ringet op af folk, der følte sig generet af høj musik forskellige steder på Skiveegnen.

Klokken 22.45 måtte patruljen forbi en adresse på Skrænten i Skive, efter at der var kommet klager. Her blev de enige med de tilstedeværende om at lukke festen.

Klokken 23.30 kom der melding om støj fra Resenvej, men da politiet få minutter senere ankom, var festen allerede slut.

Omkring samtidig kom der et opkald om generende støj på Trehøje i Oddense. Ifølge vagtchef Anders Hansen kunne patruljen konstatere, at en Soundboks »spillede hele kvarteret op«. Politiet tog en snak med en pige og hendes forældre, og festen fik lov til at fortsætte med et lidt lavere lydniveau, og politiet fik derefter ikke flere henvendelser angående festen.