112

Politirapporten: 42-årig mand har sagt ja til behandling efter hærværk og suspekte asfaltarbejdere på spil

Politiet tog mandag morgen en god snak med manden, da han endnu engang ikke kunne styre sig

Udgivet:19. september 2023, 10.28

Læsetid:4 minutter

Pauli Vendelbo
Journalist

112 Politirapporten: 42-årig mand har sagt ja til behandling efter hærværk og udenlandske asfaltarbejdere på spil

Efter ny pinlig episode: 42-årig mand har sagt ja til behandling

To weekender i træk har en 42-årig mand fra Skive tiltrukket sig meget opmærksomhed i bybilledet, da han letpåklædt eller ikke påklædt slet ikke har kunnet styre sig selv.

Men nu har politiet haft en god og konstruktiv snak med manden, som har givet sit samtykke til, at han har brug for psykiatrisk behandling.

- Det var i forbindelse med en ny episode mandag morgen, at vi tog en rolig snak med manden. Forinden da havde han begået omfattende hærværk i vaskerummet på Glattrup-kollegiet i sydbyen, ligesom han havde smadret vinduer og døre til et par lejligheder i kollegiet. Derudover havde den 42-årige chikaneret nogle håndværkere, der var i gang med deres arbejde, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

- Nu håber vi, at manden kan få den rette hjælp, lyder det.

Politiet opfordrer til at afvise udenlandske asfaltarbejdere

Flere lokale borgere og virksomheder har gennem de seneste dage haft besøg af et østeuropæisk arbejdssjak, der helt ud af det blå har tilbudt deres hjælp i forhold til asfaltarbejde.

I sidste uge var det et par i Højslev-området og en virksomhed på Gemsevej i Skive, der fik besøg, og mandag formiddag var det så en kvinde, der bor på Rettrup Kærvej i Rønbjerg.

- Sjakket kom og fortalte, at de var i gang med at udføre asfaltarbejde i nærheden, og at de havde noget asfalt i overskud. Og det gør de i øvrigt altid. Men derfor tilbød de kvinden, at de kunne lægge noget asfalt for hende, men hun afslog, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Det gjorde et firma på Væselvej ikke i første omgang, da det fredag også fik besøg af det østeuropæiske hold af asfaltarbejdere.

- Der blev aftalt en pris på 350 kroner pr. kvadratmeter, og sjakket gik straks i gang med deres maskiner. De stoppede dog hurtigt igen og fortalte, at de ville komme tilbage igen mandag. I mellemtiden havde firmaet dog fået kolde fødder, og ville alligevel ikke have lavet noget asfaltarbejde, siger Niels Bach.

Tidligere har der været lignende tilfælde, hvor asfaltarbejdet har været gratis, indtil arbejdet først er gået i gang. Og midt i det hele har asfaltarbejderne så krævet en betaling.

- Derfor opfordrer vi folk til at sende dem væk igen, hvis de kommer og tilbyder deres asfalt, for det er noget bøvl, man kommer til at stå i, siger Niels Bach.

Søm i låsen: Kvinde udsat for hærværk eller chikane

Da en 45-årig kvinde fra Skive mandag aften klokken 18 kom hjem til sit hus i Frugthaven i Resen, kunne hun ikke få sin nøgle ind i låsen i døren.

Derfor ringede hun efter en låsesmed.

- Og han kunne konstatere, at der var presset to søm ind i låsen, og at de to søm var knækket, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

En nabo havde i løbet af eftermiddagen set en mand stå foran kvindens hoveddør i længere tid, inden han gik igen.

- Han stod angiveligt og fumlede med noget, men kvinden har ingen anelse om, hvem manden kan være, og vi betegner det som hærværk eller chikane og ikke et indbrudsforsøg, siger Niels Bach.

Politiet søger vidner efter spytklat i ansigtet

Lokalpolitiet i Skive har stadig ikke fundet frem til den mand, der torsdag eftermiddag spyttede en 29-årig kvinde i ansigtet under en løbetur på Havnevej.

Den 29-årige kvinde er elev på Krabbesholm Højskole, og denne dag var højskolen ude og løbe en fællestur.

Da overfaldet skete, løb kvinden dog alene, og da hun passerede en mand og vendte sig om, blev hun spyttet i ansigtet.

- Hun fortæller, at hun kan genkende manden, som hun har set flere gange på Fjordvej, men vi vil gerne høre fra eventuelle vidner, der med sikkerhed kan sige, hvem gerningsmanden er, siger Niels Bach.

Manden beskrives som 40-50 år, dansk af udseende, 170-175 centimeter høj og almindelig af bygning.