Bodilsen-bygning skal huse helt nyt produkt

23. september 2016, 07.12

Poul Erik Jespersen har arbejdet med slibeløsninger det meste af sit arbejdsliv, men for godt 20 år siden etablerede han sin egen virksomhed, Flex Trim, og i en alder af 65 år har han nu etableret det næste firma til en slibeløsning med stort potentiale. Arkivfoto: Casper Jakobsen

65-årige Poul Erik Jespersen vil helst ikke afsløre alt for meget om sine planer for den bygning, han for en uge siden købte på tvangsauktion for 2,75 millioner kroner. Poul Erik Jespersen, der ejer Flex Trim på Hedelund 28, har nemlig købt nabobygningen Hedelund 30, som tidligere var domicil for Bodilsen Totalbyg, der gik konkurs for halvandet år siden.

- Vi har tænkt på, om vi skulle bygge til ved Flex Trim, men vi kan ikke få den plads, vi gerne vil have og heller ikke til de penge, siger han.

Der er nemlig store planer i gang for det nye indkøb. Poul Erik Jespersen har i mere end 20 år produceret slibeløsninger og fået patenteret flere end 50 forskellige produkter, og nu har han fået patenteret et mere, som også ligger inden for slibeløsninger.

- Det er et produkt, der er specielt beregnet til automatiseringsmaskiner og håndmaskiner. Patentansøgninger er gået glat igennem, for noget lignende er ikke set før, siger Poul Erik Jespersen.

Det nye slibeprodukt, der henvender sig både til metalindustrien, vindmølleindustrien og alle de industrier, der arbejder med kompositmaterialer - for eksempel til biler, vindmøllevinger og køkkenbordsplader, har et stort markedspotentiale, og det er årsagen til, at det nye produkt skal have sit helt eget firma. Firmaet blev oprettet i 2013 med navnet Kadicma ApS, der ingenting har med selve produktet at gøre, men er en sammentrækning af navnene på Poul Erik Jespersens børnebørn.

- Produktet har et potentiale for en omsætning på verdensplan på ni milliarder kroner. Vi får nok ikke omsat for ni milliarder i Glyngøre, men kunne vi nu bare få tre-fire procent af det marked. Der er nogle perspektiver i det her, siger Poul Erik Jespersen.

Han er i gang med at få sat maskiner ind i bygningen og forventer så småt at kunne etablere en produktion inden for en måneds tid eller halvanden.

- Inden for det første års tid vil der nok være tre til fem arbejdspladser, men derefter skulle vi gerne have endnu flere folk ind, siger Poul Erik Jespersen,