Exceptionelle præstationer: Vingegaard hyldes i Skive på lørdag

19. juli 2021, 13.21

Borgmester Peder Christian Kirkegaard ser frem til at hylde Jonas Vingegaard efter hans andenplads i Tour de France. Her ses Vingegaard sammen med vinderen af Tour’en, Tadej Podacar. Foto; Thomas Samson, AFP

HYLDEST Skive Kommune forbereder i de her timer en hyldest til Jonas Vingegaard for hans præstation i Tour de France. Kommunen håber, at hyldesten kan blive arrangeret lørdag den 24. juli.

Borgmester Peder Christian Kirkegaard (V) har ligesom mange andre fra Skiveegnen fulgt ekstra godt med i årets Tour de France.

Læs også
Se de rørende billeder: Vingegaard tog lille Frida med på podiet

- Det har næsten været alt for spændende. Vi vidste jo godt, at vi er gode til at udvikle cykelryttere her på egnen, ikke mindst igennem Danmarks bedste cykelhold, lokale Team ColoQuick, der er en ren talentfabrik, og hvor Jonas Vingegaard kørte for holdet fra juni 2016 og til og med 2018, siger Kirkegaard og fortsætter:

- Vi vidste også godt, at der var et kæmpe talent i Jonas Vingegaard, men det overgår selv de største drømme og fantasier, at han som Tour-debutant ender med at stå på podiet i Paris. En idrætspræstation, der er blandt de allerstørste, en dansk atlet har præsteret. Hans præstationer gennem de 21 etaper er ganske enkelt exceptionelle, og han fortjener kæmpe stor hyldest, når han vender hjem til Skiveegnen.

Læs også
Vingegaard efter podiehyldest: En ubeskrivelig oplevelse

Borgmesteren vil invitere Jonas Vingegaard med familie og tidligere trænere til en hyldest i Skive. De sidste detaljer omkring fejringen er dog ikke helt faldet på plads endnu.

- Jeg håber, at rigtig mange vil møde op i Skive for at være med til at hylde Jonas Vingegaard, for det fortjener han. Vi ved, at han også vil blive hyldet i Glyngøre fredag, og det er en meget smuk gestus, at det første sted han hyldes, er der, hvor han har hjemme. Vi er mange, der har fulgt Touren i stor spænding, og det vil være en kæmpe forløsning at kunne give ham en formel og officiel hædring for hans kæmpe præstation, siger Peder Christian Kirkegaard.

Læs også
Jonas satte Glyngøre på verdenskortet
Abonnement