Fra stolthed til skam

Udgivet:30. maj 2023, 07.47

Læsetid:3 minutter

Maren Bohn skriver om blandt andet overbygningen på Aakjærskolen i dette debatindlæg. Arkivfoto: Steen Don

Af Maren Bohn. forælder i overbygningen på Aakjærskolen Kærmindevej 20 7800 Skive

4 måneder siden

BØRN Jeg har været stolt ambassadør for Skive Kommune! Stolt af vores natur, gågade, foreningsliv, muligheder, folkelighed, hygge, medmenneskelighed og vores ordentlighed.

Skibonit i hjertet INDTIL meldingen kom om fjernelse af overbygningen på Aakjærskolen i Skive og lukning af Apoteker Norgaards børnehave! Flyttelse af modtagerklasserne fra Skivehus Skole til Højslev og samtidig fjernelse af idrætsklasserne fra Aakjær til Brårup. Det er mennesker I handler med!

Kunne vi som borgere og forældre i Skive Kommune se et regnskab over hvor store besparelser vores børns tryghed og faglige udfordringer bliver handlet for?

Jeg er flov over at bo i Skive Kommune, hvor byrådet har brugt 3 millioner skattekroner på skolestrukturdebatten – Kan vi som borgere få aktindsigt i det præcise regnskab?

Rystet over, at en foreslået lukning af overbygningen af Aakjærskolen kan resultere i lukning af grundskolen hvorved Skive ikke længere vil være en attraktiv midtby for tilflyttere og for de børnefamilier, der allerede har valgt at bosætte sig netop her. Det bliver vanskeligt at sælge huse i midtbyen fremadrettet!

Flov på politikernes vegne over, at I kontaktede Skive Folkeblad og laver en pressemeddelelse INDEN I kontaktede de berørte medarbejdere.

Med sammenklaskninger af overbygningseleverne bliver der større klasser på Skivehus og Brårup – hvis det vel at mærke er dér overbygningseleverne vælger at tage hen? Med større klasser bliver de stille elever glemt, og vælger man at lave flere klasser på hvert trin, bliver faglokalerne overbookede.

Jeg skammer mig på mine børns vegne over at være bosiddende børnefamilie i en kommune, der nedprioriterer børneområdet, og jeg er overordentlig bekymret for de demokratiske politiske processer, der tilsyneladende glimrer ved deres fravær i Skive Kommune.

Tusind tak til jer lærere, der underviser i overbygningen på Aakjærskolen. Jeg er glad for, at min datter oplevede et par år her med den helt særlige skoleånd, kultur, traditioner og høje faglighed I hver dag går ind i klasserne med. På Aakjærskolen møder man elever og forældre med forskellige baggrunde, hudfarver og nationaliteter. Jeg er stolt af, at min datter hver dag de sidste par år har fået den mangfoldighed med sig, at hun har mødt forskellige nationaliteter og idrætstalenter og har fået udvidet sin horisont. Aakjærskolen er et mønstereksempel på vellykket integration og høj faglighed, og jeg er stolt af at min datter er en del af den mangfoldighed og rustet til videre uddannelse.

Jeg håber, at I politikere kommer til fornuft i samme hast som disse vanvittige beslutninger er blevet taget og stryger jeres forringelse af børneområdet - vores fremtid - af tegnebrættet.

At I begynder at kæmpe for vores børns og unges fremtid i Skive. At I vil kæmpe for Skive Midtbys fremtid, så jeg igen kan være stolt af at være borger og mor i Skive kommune. At I tør være visionære for vores by, for vores kommune, og at I med stolthed erkender, at disse nedskæringer og forringelser af børneområdet i vores dejlige kommune er en kæmpe fejltagelse. I har stemmer i Midtbyen, som ønsker Skive i vækst, ikke butiksdød og familieflugt!