Nye regler fremrykker regnskaber fra Novo og Mærsk

I denne uge er to af de største danske virksomheder kommet med resultater før tid. Det skyldes nye regler.

5. august 2021, 11.34

Novo Nordisk skulle egentlig først være kommet med regnskab torsdag morgen, men det endte med at blive sendt ud onsdag eftermiddag. (Arkivfoto)

KØBENHAVN For erhvervsinteresserede ville torsdag og fredag i denne uge have været nogle af de helt store dage.

De danske virksomheder Novo Nordisk og Mærsk stod nemlig til at udgive deres halvårsregnskaber fordelt over de to dage.

Men for begges vedkommende er resultaterne blevet offentliggjort før tid.

Mens Mærsk allerede offentliggjorde sine resultater mandag aften i stedet for som planlagt fredag morgen, offentliggjorde Novo sine onsdag eftermiddag i stedet for som planlagt torsdag morgen.

Årsagen er nye regler for, hvornår virksomheder skal offentliggøre oplysninger, der kan være børsfølsomme.

Det forklarer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

- Lige så snart de har kendskab til, at det går bedre eller dårligere, og at de skal justere deres prognoser, skal de lade oplysningerne slippe ud til offentligheden med det samme.

- De kan ikke bare gå og putte med det, indtil de havde planlagt at offentliggøre regnskabet, siger Jacob Pedersen.

De nye regler skal være med til at sikre, at børsfølsomme oplysninger, som for eksempel en opjustering, når ud til alle investorer samtidig.

Hvis en eller flere investorer fik nys om det tidligere end andre, ville det kunne give dem en fordel til at handle.

- Der er en så tæt overvågning af, hvad ledelse og bestyrelse i virksomhederne gør, at det ikke er dem, man er nervøse for, siger Jacob Pedersen.

- Det er, at der et eller andet sted i systemet kunne være et læk, som gør, at nogle investorer får mulighed for at handle på en opjustering to, tre og måske fire dage, inden den ellers ville blive meldt ud.

Jacob Pedersen oplever, at der er begyndt at komme flere førtidige offentliggørelser fra de børsnoterede selskaber.

Det er dog ikke alene bundet op på nye regler, og at selskaberne er blevet mere komfortable med dem og også hurtigere offentliggør resultater, hvis de overrasker.

- Vi er i et miljø, hvor der stadig er corona, og hvor mange virksomheder har været forsigtige i deres prognoser, fordi det er meget uforudsigeligt, hvad der sker på deres markeder.

- Det betyder også, at der er en større andel af opjusteringer og positive overraskelser, end vi er vant til, siger Jacob Pedersen.

/ritzau/

Indlæser debat...