Grøn energi

Udgivet:13. januar 2022, 11.38

Læsetid:1 minut

Carl Eiler Carlsen.

Af Carl Eiler Carlsen Durupvej 33 B Glyngøre 7870 Roslev

El-biler Når bilfabrikanter markedsfører en el-bil, så giver de indtryk af, at den er grøn, de nævner ikke, at kun halvdelen af vores strøm kommer fra sol og vind.

Vores statsminister skubbede i nytårstalen yderlig på med hensyn til udvikling af grøn brændstof, baseret på overskuds-el og CO². Her er tale om energi, der er næsten 100 % grøn. Det spændende er om det overhaler grøn el, for så er det muligt at køre grønt i en alm. bil, som vi kender i dag.

Det kunne også siges, at hvis vores tankstationer kun havde grøn brændstof, så kørte vi alle grønt. Jeg synes, det er en spændende tanke, da el-bilproduktionen bestemt ikke er uproblematisk. Vi hører nogle barske historier om fremstilling af batterier.

Som pensionist kører jeg ca. 5-10.000 km/år, det vil sige et forbrug på mellem 250 og 500 L brændstof årlig. Med det kørselsbehov, vil det tage ca. 100 år at blive neutral, hvis jeg købte en EL bil og vi medregner miljøbelastningen ved fremstilling af bilen. Jeg må derfor satse på grøn brændstof.

Personer jeg kender i Storkøbenhavn bruger kun bilen i nødstilfælde, da den kollektive trafik er så udbygget, at den dækker det daglige behov.

De har så også det problem, at der vil gå mange år, inden der bliver etableret private ladestandere ved boligblokkene, også her er løsningen grøn brændstof.

De politikere, der kun kan sige el-biler, har ikke brugt tid på at sætte sig ind i problematikken, de ligger under for lobbyisme.

Fremtiden er spændende, men målet om at vi skal være grøn i 2050 er bestemt indenfor rækkevidde, når vi satser på flere energiformer.