Badmintonturneringen Malaysia Open er blevet udskudt

7. maj 2021, 11.20

Det er måske en fordel for Viktor Axelsen, at badmintonturneringen Malaysia Open er aflyst. (Arkivfoto)

Badmintonturneringen Malaysia Open, som skulle løbe af stablen senere i maj, er blevet udskudt.

Det oplyser Det Internationale Badmintonforbund (BWF) på sin hjemmeside.

Turneringen var i kalenderen fra 25. maj til 30. maj, men er altså nu udsat til et endnu ikke fastlagt tidspunkt senere på året.

Det er følger af coronapandemien, der har betydet, at man er nødt til at udskyde.

- Alle muligheder for at gennemføre en turnering i et sikkert miljø for alle deltagere er blevet afsøgt af arrangørerne og BWF, men den seneste stigning i smittetilfælde har efterladt os uden andet valg end at udskyde turneringen, skriver BWF.

Malaysia Open rangerer som en såkaldt Super 750-turnering. Det er den næsthøjeste rangering på World Touren.

For Viktor Axelsen er fredagens udmelding måske en god nyhed.

Han har tidligere ytret ønske om at stille op i turneringen for at samle vitale point sammen til den rangliste, der danner grundlag for seedninger til OL.

Planen om at stille op i topform i Malaysia blev pludselig besværliggjort, da Axelsen afleverede en positiv coronaprøve før finalen ved EM i badminton i den seneste weekend.

Hvis ikke han kunne deltage i topform, ville andre spillere have muligheden for at overhale ham på ranglisten, hvor han lige nu er nummer fire, og det kunne potentielt give den danske stjerne en sværere vej til en OL-triumf.

Efter den positive dopingprøve kunne Viktor Axelsen i første omgang se frem til 13 dage i isolation i Kiev, hvor EM blev afholdt. Han tog imidlertid selv affære og bookede et privat ambulancefly til at fragte ham hjem til Danmark.

Siden da har han været i isolation på en privat adresse i København, hvor han har haft mulighed for at træne en smule.

Flere andre turneringer på World Touren er også aflyst. Singapore Open er imidlertid stadig i kalenderen, og her forventes Viktor Axelsen også at møde op for at sikre sig point. Turneringen begynder 1. juni.

/ritzau/