DF’er irettesat for personligt angreb på udvalgsformand: »En upassende bemærkning«

Udgivet:28. maj 2020, 06.08

Læsetid:1 minut

Arkivfoto

Under tirsdagens byrådsmøde blev DF’eren Peter Vestergaard Mousten irettesat af borgmester Peder Christian Kirkegaard.

Det skete under debatten om den opdaterede integrationspolitik for Skive Kommune, og Peter Vestergaard Mousten angreb på formanden for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget, Goska Rasmussen (V), personligt.

- Du taler godhedens sag, og du er jo også selv lønnet af integrationsindustrien, sagde Peter Vestergaard Mousten.

Det fik i første omgang Ruth Kristensen, Skive, der er formand for den socialdemokratiske gruppe i Skive Byråd, til at tage afstand.

- Det bliver for meget personangreb og valgkamp for min smag. Jeg synes, integrationspolitikken fortjener at blive vedtaget i en ånd af ordentlighed og respekt, betonede Ruth Kristensen.

Goska Rasmussen, der som privatperson er ansat på Sprogskolen i Skive, gav også selv udtryk for, at hun havde håbet, at punktet kunne behandles uden personlige angreb.

- Med nogle få års pause har jeg været ansat på Sprogskolen siden 1996, mens jeg har været i politik i to et halvt år. Jeg elsker mit job, og jeg har ingen ledende stilling, så jeg er ikke inhabil. Jeg har ingen indflydelse på, hvor mange flygtninge, der kommer hertil eller hvor længe, jeg kan beholde mit job for den sags skyld, sagde Goska Rasmussen.

Borgmester Peder Chr. Kirkegaard (V), Hald, slog fast, at integrationspolitikken skal kunne favne bredt, og han havde kun én indvending.

- At har vi en integrationspolitik, der står på flere ben ved at inddrage arbejdspladser, foreningsliv og nabolag, og jeg håber, vi kan samles om den. Der er dog faldet en upassende bemærkning om udvalgsformandens job, og det er jeg ikke så glad for, sagde borgmesteren.

Hans ord sendte straks DF’eren på retræte.

- Hvis du mener, at jeg har trådt Goska Rasmussen over tæerne vil jeg gerne undskylde, lød det fra DF’eren.