Ed Sheeran spiller koncert i København august 2022

Til august 2022 bliver det muligt at opleve Ed Sheeran live til et 360 graders koncert-setup i Øresundsparken.

17. september 2021, 09.00

Første gang, Ed Sheeran optrådte i Danmark, var til Gaffa-Prisen i 2011. Her stod en endnu ret ukendt Ed Sheeran på scenen på det københavnske spillested Bremen. (Arkivfoto).

KØBENHAVN Ed Sheeran spiller koncert i København 4. august 2022 som en del af sin kommende turné.

Det skriver den danske koncertarrangør Smash Bang Pow i en pressemeddelelse.

Koncerten afholdes i Øresundsparken, der ligger tæt ved Kastrup Strandpark på Amager. Der vil til koncerten være plads til 38.000 mennesker.

Ifølge arrangørerne bliver det en folkefest af dimensioner, når glade fans indtager koncertområdet, og den britiske hitsmed går på scenen.

- Koncerten skal skabes af en rund scene i midten, hvor publikum står og sidder 360 grader rundt om.

- Øresundsparken er som et blankt ark, der kan skabes, som man vil. Det er virkelig fedt, siger koncertens pressechef, Søren Gaden.

Ed Sheerans kommende turné bliver første gang, han vender tilbage til livescenen siden den rekordsælgende "Divine Tour" i perioden fra 2017 til 2019.

Dengang endte turnéen med at blive musikhistoriens mest indtjenende og velbesøgte turné.

2022-turnéens navn er "+ - = ÷ x Tour", der udtales "The Mathematics Tour" og skydes i gang i april. Turnéen bringer ham foruden Danmark til Sverige, Finland, Storbritannien, Irland og syv centraleuropæiske lande.

Første gang, Ed Sheeran optrådte i Danmark, var til Gaffa-Prisen i 2011. Her stod en endnu ret ukendt Ed Sheeran på scenen på det københavnske spillested Bremen.

Siden optrådte han i 2014 i Forum i København og senest i sommeren 2019, hvor han spillede i Tusindårsskoven i Odense.

Den britiske hitmager udkommer med nyt album den 29. oktober. Allerede fredag ventes han at udskifte sin egen førsteplads på den engelske hitliste med sin nye single "Shivers".

Singlen er en opfølger til hitsinglen "Bad Habits", der udkom i sommer og indtil videre har mere end 430 millioner afspilninger på musiktjenesten Spotify.

Billetsalget begynder lørdag 25. september 2021 klokken 12.00.

/ritzau/