Medier: Regeringen vil hjemtage tre mødre og 14 børn fra Syrien

18. maj 2021, 17.10

Ifølge Politiken og Berlingske vil regeringen tage tre mødre med dansk statsborgerskab samt deres 14 børn hjem til Danmark, efter at de har siddet i fangelejre i Syrien.

Det skriver begge medier tirsdag.

Regeringen har længe været under pres fra sine støttepartier for at hjemtage børn og mødre fra fangelejrene, hvor de bor under problematiske forhold.

Et bredt flertal i Folketinget med regeringen, Venstre, De Konservative, SF, De Radikale og Liberal Alliance besluttede tidligere i år at nedsætte en taskforce til at komme med anbefalinger til, hvad der skulle ske med mødrene og deres børn.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har ellers længe afvist at tage mødrene og børnene hjem med henvisning til, at mødrene havde meldt sig under fanerne hos Islamisk Stat.

Ifølge Politiken har partilederne på et møde tirsdag i Justitsministeriet fået at vide, at efterretningstjenesterne vurderer, at det sikkerhedsmæssigt giver bedst mening at hjemtage tre danske kvinder i syriske fangelejre samt deres børn.

Årsagen er, at der er større risiko for, at børnene bliver radikaliseret, jo længere tid de befinder sig i fangelejrene.

Det er uvist, hvornår mødrene og deres børn kan vende hjem.

/ritzau/