Man kan blive så glad...

25. juli 2021, 07.10

Arkivfoto: Steen Don

Den ene store sportsbegivenhed afløser den anden i denne sommer.

Der var EM i fodbold, Wimbledon-tennis, Tour de France og nu er OL i gang i Japan. Det går så stærkt, at man skal huske at stoppe op og glædes over, hvad vi allerede har fået af store øjeblikke i sportens verden.

Fodboldlandsholdet skabte sammenhold, glæde og store resultater - og de er blevet hyldet, som de rød-hvide helte de var.

Set med lokale øjne kom ekstra skønne, fantastiske oplevelser fra Jonas Vingegaard fra Glyngøre, da cykelrytteren bragede igennem med succes i sit første Tour de France og endte med en vildt imponerende andenplads.

Det var eventyrligt, og med sympatisk, afslappet udstråling har Jonas Vingegaard tacklet opmærksomheden og undervejs taget én etape ad gangen i tankerne. Og det er klogt i cykelsporten!

Fredag blev han velfortjent fejret i hjembyen Glyngøre, hvor han føler sig hjemme med familien. Og i dag er det Skives tur til at hylde Jonas Vingegaard som kommunens nye sportsstjerne, og mon ikke mange har lyst til at møde frem ved 12.15 tiden på og ved Rådhustorvet og deltage i hyldest for den største danske præstation nogensinde i Tour de France. Og nej vi har ikke glemt, at Bjarne Riis vandt i 1996 - men vi har heller ikke glemt, at det var med ulovlige midler, som så længe plagede cykelsporten...

»Suset fra Limfjorden« - Jonas Vingegaard - er blevet en understregning af sportslig succes på Skiveegnen. Håndbold-herrerne er i bedste række i næste sæson. Vi har også lokale sportsudøvere med ved OL i Japan. Endda et medaljehåb med Trine Dahl Pedersen i Danmarks dame-firer ved ro-konkurrencen og med Henrik Toft Hansen - med Salling-rødder - som del af herrehåndboldholdet, som også kan komme langt. Og derudover med Emil Mader Kjær, der er udtaget til 4 x 100 meter løb - og en anden dansk løber, Thijs Nijhuis, der er tidligere fjandbo.

Læg dertil stærke præstationer løbende fra Skiveegnen i travløb, cykelsport, atletik, surfing, taekwondo og andet. Og så håbes på hurtig tilbagevenden til næstbedste række for Skive IK i fodbold!

Man kan blive så glad over det hele. Lige nu er det Jonas Vingegaard, der giver glæden vinger!

O.D.

Indlæser debat...