USA vedtager lov for at forhindre hadforbrydelser mod asiater

19. maj 2021, 02.05

USA's Kongres har tirsdag vedtaget en ny lov, der skal forhindre hadforbrydelser og vold mod amerikanere med asiatisk baggrund.

Det sker, efter at netop denne type af kriminalitet er steget kraftigt under coronapandemien, hvor også flere asiatiske-amerikanere er blevet dræbt.

Repræsentanternes Hus vedtog den såkaldte "Covid-19 Hate Crimes Act" med et solidt flertal med 364 mod 62 stemmer.

For få uger siden blev loven vedtaget nærmest enstemmigt i Senatet. Dermed mangler bare en underskrift fra præsident Joe Biden, før den nye lov bliver en realitet.

Biden har tidligere sagt, at han støtter loven, der blandt andet skal sikre hurtigere behandlingstid for coronarelaterede hadforbrydelser mod amerikanere med asiatisk baggrund.

Loven skal også være med til at øge offentlighedens bevidsthed om problemet og give statslige og lokale myndigheder vejledning i, hvordan de kan bekæmpe problemet.

Talskvinde i Det Hvide Hus Jen Psaki skriver på Twitter, at Biden ser frem til at underskrive loven senere denne uge.

/ritzau/AFP