Næppe alle afghanske ansatte vil få asyl i Danmark

Venstre vil hjælpe afghanske ansatte, men næppe alle skal til Danmark for at få asyl, siger ordfører.

5. august 2021, 14.39

Venstres forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt vil hjælpe de afghanere, som har sat livet på spil for Danmark under indsatsen i Afghanistan. Men ikke alle afghanske ansatte har været i frontlinjen, påpeger både Venstre og Udenrigsministeriet.

KØBENHAVN Mandag vil regeringen mødes med Folketingets partier for at drøfte hjælp til de afghanere, der har hjulpet Danmark i forbindelse med indsatsen i Afghanistan.

Mens ønsket om at hjælpe er stort både hos regeringen, Folketingets partier og i Forsvaret, vil det dog næppe være alle afghanske ansatte, der vil få tilbudt asyl i Danmark.

Ifølge Udenrigsministeriet er der nemlig stor forskel på risikoen for de enkelte afghanere. Mens tolke eksempelvis har gået i frontlinjen sammen med de danske soldater, har andre måske alene været korttidsansatte håndværkere.

Forud for drøftelserne mandag fastslår Venstre, at man vil hjælpe afghanere, der har sat deres liv på spil i forbindelse med den danske indsats i Afghanistan. Men det er formentlig ikke alle afghanske ansatte, der skal tilbydes asyl i Danmark, siger Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt.

- Jeg tror ikke, at alle skal have asyl. Men for os er det afgørende, at vi sørger for sikkerheden for mennesker, der har sat deres liv på spil og hjulpet danske soldater. Der afventer vi mødet med regeringen og dens forslag til, hvem der skal omfattes af tolkeaftalen, siger Lars Christian Lilleholt.

Spørgsmål: Hvad kan man gøre for dem, der måske ikke får asyl i Danmark? Kan man hjælpe dem på anden vis?

- Man kan sagtens forestille sig, at der kan laves løsninger i nærområdet og nabolandene. Hvilke udfordringer, der er forbundet med det, og om det er sikkert nok, må vi vente med til mandag, siger Lars Christian Lilleholt.

Udenrigsministeriet oplyser, at der inden for de nærmeste dage vil blive udsendt ekstra personale til ambassaden i Kabul. På søndag skal de tale individuelt med nogle af de lokalt ansatte, der har ansøgt om hjælp via tolkeaftalen.

Regeringen vil på den baggrund mandag eftermiddag drøfte med partierne, om hjælpen til de lokalt ansatte er tilstrækkelig inden for rammerne af tolkeaftalen.

Der har den seneste uge været forskellige tal fremme om, hvor mange afghanere der ønsker hjælp fra Danmark. Udenrigsministeriet oplyser torsdag, at der "i skrivende stund" er 40 nuværende og tidligere lokalt ansatte på den danske ambassade i Kabul og fire tolke, der har søgt om hjælp gennem tolkeaftalen.

/ritzau/