Hancock leverer fast til køer

Udgivet:06. september 2012, 11.40

Læsetid:2 minutter

Arkivfoto

Fire gange om ugen kører landbrugselev Daniel Bruuns­gaard Madsen, Glyngøre, turen fra gården Hagens Mølle på Furvej til Hancock-bryggeriet for at hente mask. Resterne fra øl-produktionen på Skives bryggeri ender derefter i maverne på gårdens køer.

En gammel aftale, som er gået »i arv« fra gårdejer til gårdejer på Furvej, gør, at al masken fra bryggeriet bliver sendt afsted til Jeppe Mortensens køer. Det svarer til ca. 12 ton om ugen.

12 ton lyder af meget. Men når man som Jeppe Mortensen har op mod 200 køer i stald og dertil ungdyr ved siden af, så er masken dog kun en relativt beskeden del af det samlede foder-regnskab. Og sådan skal det også være.

- Proteinen er jo så at sige fjernet fra masken på bryggeriet. Det er et restprodukt. Derfor kan man ikke slet ikke fodre alene med mask, fortæller Jeppe Mortensen.

Men cirka to ton mask bliver blandet i det daglige mix til køerne, som bliver serveret tidligt på formiddagen hver dag.

En mixervogn sendes tur-retur gennem stalden, og så er der serveret: Valset byg, soyaskrå, rapskager, græsensilage, majsensilage, halm, mask, mineraler og vitaminer. Bunkerne tårner sig op foran køerne. Men 24 timer efter ligger der kun nogle få halmstrå tilbage.

Prisen for masken, som er knust maltbyg udblødt i vand, aftales år for år mellem landmand og bryggeri. Den er ikke til offentliggørelse, men Jeppe Mortensen er glad for aftalen, fordi prisen ligger anderledes stabilt end på andre foderprodukter, som i den seneste tid er steget voldsomt.

Når masken er hentet på bryggeriet, ligger den og damper af væde, indtil den bliver blandet op med det øvrige foder. Efter to ture med mixervognen rundt til malkekøer og ungdyr er bjerget reduceret til ingenting, og så bliver der hentet igen. Ekstra meget mask er der, når Hancock har travlt med produktion af øl ved særlige lejligheder. Når julebryggen skal produceres for eksempel. Men selv om mængden svinger lidt, har Jeppe Mortensen aldrig problemer med at få brugt al masken.

Hagens Mølle er udstyret med tre malkerobotter, og fodringen i mixervognen tager også kun kort tid. Men trods de teknologiske landvindinger er Jeppe Mortensens dag i stalden alligevel lang.

- Jeg er i gang ved halv syv-tiden om morgenen, og så fortsætter vi indtil aften. Så er der også tid til at komme rundt og se hvordan dyrene har det og måske få taget nogle ting i opløbet, forklarer han.

Fodringen er overstået, og der gumles nu lystigt i stalden, hvor køerne behændigt leder efter favoritfoder i bjergene. Det, der engang var forberedelsen til en Høker-bajer, ender i maven på en sortbroget malkeko.