Leder: Alternativet i svær overlevelseskamp

Udgivet:22. september 2022, 14.41

Læsetid:2 minutter

Mens nedtællingen til udskrivelsen af folketingsvalget fortsætter, er der kommet en grøn parti-fusion, som kan give det hårdt plagede Alternativet lidt ekstra energi - men det er tvivlsomt, om det vil være nok til at sikre parlamentarisk overlevelse.

Med Uffe Elbæk i spidsen bragede Alternativet ind i Folketinget ved valget i 2015. Man ville være anderledes, alternative, i organiseringen af partiet og i måden at arbejde på. Men stemmerne var dårligt nok talt op ved valget, før magtkampe og personlige opgør brød ud i partiet. Og der kom både en fest- og krænkelseskultur ind i partiet - undervejs godkendte Uffe Elbæk f.eks i første omgang, at mandlige ansatte i partiet skulle sende penis-billeder til brug for en fælles collage. Den idé blev dog senere droppet ...

Alternativet klarede spærregrænsen ved sidste valg, men uroen fortsatte. Uffe Elbæk - og næsten hele folketingsgruppen - gik i protest mod den nye leder Josephine Fock. Hun trådte senere tilbage, og politisk leder er nu Franciska Rosenkilde. Elbæk er vendt tilbage, men han stiller ikke op ved det kommende valg.

Det er længe siden, at der har været en meningsmåling, hvor Alternativet klarer spærregrænsen. Partiet har fået lidt ekstra selvtillid med den seneste grønne parti-fusion. Partiet Grøn Alliance - der tidligere hed Veganerpartiet - slår sig sammen med Alternativet. Hverken som Veganerpartiet eller Grøn Alliance havde partiet vælgersucces, og ikke mindst Veganerpartiet har også haft hårde interne kampe,

Alternativet vil ganske givet forsøge at lancere sig som det mest grønne parti, men partiet er udfordret. Der har været et langt, anstrengende forløb med indre magtkampe, og det er ikke et parti, der har været dygtige til at markere sig positivt de seneste år.

Dertil kommer at alle partier i dag har en klimapolitik og arbejder for grøn omstilling. Der er naturligvis forskelle i partiernes, grønne bud, men den grønne dagsorden er sat.

Samtidig bliver der i valgkampen fokus på mange andre politiske spørgsmål - herunder inflation, økonomi, velfærd og sikkerhedspolitik. Og det er ikke områder, hvor Alternativet har markeret sig stærkt.

Det ligner derfor en meget vanskelig opgave for Alternativet at klare spærregrænsen på to procent. En del vælgere vil også være bange for stemmespild, hvis man støtter partiet.

Med de mange opstillede partier kan stemmespild - stemmer på partier der får under to procent af stemmerne og dermed ikke kommer i Folketinget - blive en vigtig faktor ved det kommende valg.

Selv med den grønne parti-fusion ligner det således en svær kamp for Alternativet. Partiet har i den periode, man har været på Christiansborg, ikke efterladt mange eksempler på adfærd og resultater, som vælgerne kan forventes at ville belønne. Og kommer Alternativet under spærregrænsen ved det kommende valg, kan det let ende med at være slutningen på partiets historie - i hvert fald på Christiansborg.

O.D.

Indlæser debat