Erhverv

45 nye boliger i Skive får kig til fjorden

Efter års arbejde kan ejerne af Jensen og Jensen Invest nu få øje på byggestart af fire huse med 45 lejligheder, der alle i større eller mindre omfang får udsigt til Skive Fjord.

Ejerne, Mogens Halborg Jensen og Leif Jensen, ejer ejendommene Viborgvej 77-81 i Skive. For seks år siden stoppede Naturstyrelsen Skive Kommune, da Skive Kommune havde lavet et lokalplanforslag, der gav mulighed for at bygge boliger på jorden. Det skyldtes blandt andet, at jorden ligger så tæt på kysten. Regler blev senere ændret, og det gav nye muligheder.

Siden har Mogens Halborg Jensen og Leif Jensen ændret det oplæg, de kom med for seks år siden. Dengang var der tale om byggeri med 35 boliger. Nu er udkastet tre huse med i alt omkring 45 lejligheder.

Arkitekter hos Skive Kommune vurderer, at det nye projekt er gennemarbejdet, spiller godt sammen med beliggenheden ved Skive Fjord og Viborgvej. Byggeriet vurderes at ville give et løft til den indfaldsvej til Skive, Viborgvej er.

Skive Kommune skal nu have lavet en ny lokalplan, som Skive Byråd skal godkende, inden Mogens Halborg Jensen og Leif Jensen kan gå i gang med at bygge.

- Vi har lavet et helt nyt projekt, fordi tiden har udviklet sig siden vores første, siger Mogens Halborg Jensen.

Det vil tage godt og vel et halvt år, inden Skive Byråd kan godkende en lokalplan for byggeriet. I mellemtiden vil de to ejere gå i gang med at forberede byggeriet.

Der bliver tale om huse på to til fire etager. Huse tæt på naboer vil komme til at stikke to etager op mod naboer af hensyn til naboer.

- Det, vi har fået forelagt, ser knaldgodt ud. Det vil virkelig komme til at pynte, når man ankommer til Skive ad Viborgvej, siger Jens Peder Hedevang (V), formand for Skive Kommunes udvalg for teknik og miljø, som har godkendt, at Skive Kommune går i gang med at lave en lokalplan for byggeriet.

Når Skive Byråd har godkendt lokalplanforslaget, skal det i offentlig høring, inden Skive Byråd kan godkende det.

Mogens Halborg Jensen er sikker på, at projektet bliver en succes.

- Alt, hvad vi har af fire værelses-lejligheder i Skive, bliver revet væk. Og hvor vil folk helst bo? Jeg tror, at mange gerne vil bo et sted, de får udsigt over fjorden, som alle, der flytter ind i de nye boliger på Viborgvej, vil få, siger han.

De cirka 45 boliger på Viborgvej bliver af forskellig størrelse, så de kommer til at appellere til en bred gruppe af borgere.

Her er skitseret,hvordan husene kommer til at se ud fra fjordsiden.  Illustration: Arkitekt Andreas Ravn, Balling