Professor kalder sag mod Claus Hjort svag

Efterretningseksperter vurderer, at Claus Hjort Frederiksen har afsløret dårligt bevarede statshemmeligheder.

Udgivet:19. januar 2022, 20.40

Læsetid:1 minut

/ Ritzau /

KØBENHAVN To efterretningseksperter vurderer, at det er meget dårligt bevarede statshemmeligheder, som Claus Hjort Frederiksen (V) menes at være sigtet for at have røbet.

Det siger de til Politiken, som har fået de to efterretningseksperter til at gennemgå den tidligere forsvarsministers udtalelser om Danmarks samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Ifølge Thom Thavenius, tidligere senioranalytiker i Sveriges pendant til PET, Säpo, har han aldrig hørt om en tidligere minister, som taler om et specifikt samarbejde mellem to efterretningstjenester.

Det skyldes en interesse i at beskytte forholdet til sine parterne og at beskytte integriteten i sin efterretningstjeneste, siger han.

- Men når jeg læser Claus Hjort Frederiksens udtalelser, ser jeg ikke noget, som vil få nogen til at løfte et øjenbryn i Moskva, Beijing eller Teheran.

- Der bliver ikke afsløret noget, som russiske, kinesiske eller iranske efterretningstjenester kan bruge, siger Thom Thavenius til Politiken.

Claus Hjort Frederiksen har fortalt, at han er sigtet efter straffelovens paragraf 109, der handler om afsløringer af oplysninger om statshemmeligheder.

Ifølge Politikens oplysninger drejer sigtelsen sig om udtalelser, hvor Claus Hjort har bekræftet, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) samarbejder med USA om blandt andet at høste data fra fiberkabler, der løber gennem Danmark.

Men også Peter Koop, hollandsk jurist og historiker, mener, at det samarbejde har været offentligt kendt i flere år.

Han henviser til, at samarbejdet mellem FE og NSA blev offentligt i forbindelse med Edward Snowdens afsløringer i 2013.

Fordi oplysningerne har været offentlige tidligere i forbindelse med Snowden-lækagen, kan det få betydning, i det tilfælde der rejses tiltale mod Claus Hjort. Det vurderer Sten Schaumburg-Müller, professor i strafferet ved Syddansk Universitet.

Vurderingen deles af Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet. Baseret på det nuværende grundlag kalder han sagen mod Claus Hjort for "svag".

Politiken har forgæves forsøgt at få et interview med Claus Hjort til historien.

/ritzau/