Krig eller fred?

Udgivet:17. maj 2022, 11.02

Læsetid:1 minut

Danskerne skal snart til stemmeurnerne. Det skal besluttes, om de snart 30 år gamle forsvarsforbehold skal afskaffes. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af Poul Riis Jensen.. Mogenstrupvej 6 7870 Roslev

FORSVAR Over indgangen til FN`s bygning i New York står en sætning, som blev valgt som en slags motto for det, FN skulle virke for efter 2. verdenskrigs militære vanvid.

»De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive.«

De gamle poetiske ord skulle udtrykke, at efter krigene ville alle arbejde for en varig fred.

I vores nuværende situation er pendulet vendt om igen. Mange vil nu smede plovjern og vingårdsknive om til sværd og spyd.

Jeg hører megen særdeles aggressiv tale. Mange vil med glæde igen lade våbnene tale.

Jeg synes det er værd at overveje, om man ikke i stedet for skal lytte til de profetiske ord på FN’s hovedbygning. Satse ressourcerne ikke på militært isenkram, men nu satse på en bæredygtig verden og satse på dialog mellem mennesker og dialog mellem stater. En dialog i FN eller andetsteds, men dialog er altafgørende.

Danske magtpolitikere vil bruge massevis af økonomiske ressourcer på udbygningen af den militære slagkraft og vil snørre os ind i en militaristisk beslutningsstruktur i EU. En oprustningsspiral og en kraftig indskrænkning af vores demokratiske suverænitet som stat er begge forslag, der bringer os i retning af krig.

Vi skal fastholde vores suverænitet og gøre brug af den ved at arbejde for en fredeligere verden.

Derfor fasthold forsvarsforbeholdet. Stem nej den 1. juni.

Indlæser debat