112

Anholdt efter rutinekontrol: Skibonit taget med amfetamin-lager i bilen

En 26-årig mand fra Skive bliver tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør

8. juni 2021, 08.25

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

NARKOSALG Lokalpolitiet i Skive fik en større fangst i nettet mandag eftermiddag klokken 16.45, da de mere eller mindre rent rutinemæssigt standsede en bil på Norgesvej ud for Skive Vand A/S. I bilen sad en 26-årig mand, der blev fundet i besiddelse af 420 gram amfetamin. Han bliver derfor tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Viborg.

- Det var en rutinekontrol, men patruljen har helt sikkert bemærket noget, siden de valgte at stoppe bilen, og de tog ikke fejl. Den 26-årige mand er nu sigtet for besiddelse af de 420 gram amfetamin med henblik på videresalg, og vi går efter at få ham varetægtsfængslet i fire uger, siger Aleks Jensen, der er efterforskningsleder ved politiet i Viborg.

Med i bilen var også en anden person, men politiet har vurderet, at han ikke havde noget med amfetaminen at gøre.

- Umiddelbart var han bare passager i bilen, så han er ikke sigtet for noget, siger Aleks Jensen.