Tak til Skivemødet

Udgivet:23. maj 2022, 11.44

Læsetid:1 minut

Nej-sigerne fik ikke lov til at markere sig, men blev derimod vist bort fra pladsen, da Mette Frederiksen og Søren Gade skulle tale om forsvarsforbehold. Foto: Lars Rasborg

Af Martin Mørch. Dalgas Alle 3 7800 Skive.

SKIVEMØDET Tak til Skivemødets arrangører og til det lokale politikorps for en god fredag eftermiddag.

Sjældent er vi fra Folkebevægelsen mod EU blevet modtaget med så megen opmærksomhed og velvilje som i fredags.

Vi var tre »ældre herrer eller gamle mænd«, der var taget til Skivemødet for at skabe lidt balance i debatten om forsvarsforbeholdet i EU. Der var debat mellem to erklærede støtter af et ja til afskaffelsen, Mette Frederiksen og Søren Gade. Men de havde glemt at inviterer nogen fra den anden side med. Så vi havde taget en stak aviser og et par valgplakater med, for at vise folk på pladsen, at der var andre holdninger en de to’s.

Men det førte så til, at en kvinde - der glemte at præsentere sig - fik politiet til at bede os om af forlade pladsen. Vores argumenter om alles ret til ytringsfrihed prellede af på ordensmagten. To af os forlod så pladsen, mens jeg selv fik lov til at dele lidt aviser ud.

Sjældent har jeg fået så mange og så positive reaktioner, både til vores budskab og til vores ret til at komme til orde med andre budskaber, end dem inde i teltet. Så endnu en varm tak til den ukendte dame fra Skivemødet og til den lokale ordensmagt.

Indlæser debat