Thorup efter uafgjort: Udmærket under omstændighederne

I 40 graders varme spillede FCK torsdag 1-1 med Lokomotiv Plovdiv i Conference League-kvalifikationen.

5. august 2021, 21.29

Jess Thorup kunne se sit hold spille uafgjort mod Lokomotiv Plovdiv torsdag.

PLOVDIV Der var lagt ekstra pauser ind i kampen, da FC København torsdag var på besøg hos bulgarske Lokomotiv Plovdiv i Conference League-kvalifikationen.

Termometeret viste ved kampstart omkring 40 grader, og der var derfor brug for rigelig væske undervejs.

I den ekstreme varme spillede de to hold uafgjort efter 1-1. FCK kom bagud på et straffespark i anden halvleg, men fik udlignet ved et frisparksmål af Pep Biel.

Kort efter udligningen havde Kamil Wilczek mulighed for at bringe FCK foran på straffespark, men polakken brændte sit forsøg.

FCK-træner Jess Thorup kalder alligevel resultatet for godkendt.

- Det er alt i alt et udmærket resultat at komme herfra med 1-1, når man ser på omstændighederne, men spillerne er selvfølgelig skuffede over, at vi ikke vinder, for vi har chancerne til det, siger han på FCK's hjemmeside.

- Jeg synes, de leverer en fin, disciplineret indsats og fulgte den gameplan, vi havde lagt, men vi skal selvfølgelig lige reorganisere os, efter vi kom bagud på et tilfældigt straffe.

- Men vi kæmper os godt tilbage, og der kommer folk ind fra bænken, der gør det godt, så vi får både udlignet på Peps flotte frispark og skabt chancer til sejr, herunder et straffespark. Så selvfølgelig er det ærgerligt, vi ikke vinder, men alt i alt synes jeg, det er et godkendt resultat, så vi kan gøre arbejdet færdigt i Parken om en uge.

Den samlede vinder går videre til fjerde og sidste kvalifikationsrunde, hvor enten tyrkiske Sivasspor eller georgiske Dinamo Batumi venter. Den første kamp mellem de to hold torsdag endte med en 2-1-sejr til tyrkerne.

/ritzau/